0 In Bakker

Gudsøbakken, check!!

Cykelturen i aftes var kold og inden afgang var vi et par stykker, der kom til at stå at tale om, hvor svært det havde været overhovedet at komme her til – til startstedet.

Hvor trætte vi var, efter arbejdsdagen …

Hvor kold vinden dog var …

Hvor meget sofaen havde trukket …

Det er farligt, sådan at stå og “tale hinanden ned”. Jeg følte mig træt og nedbrudt da turen startede. Turlederen tog os med over den gamle Lillebæltsbro mod Jylland og jeg hang i modvinden på kolde ben i vores lille 6 mands gruppe.

Heldigvis fik jeg kørt mig varm. Gruppen var rar at være i. Alle var positive. Vi tog hensyn til hinanden.

Det blev en bakketur og jeg var sidst op af alle bakkerne. Jeg prøver ikke at komme først. I stedet gearer jeg ned og sætter tempoet et sted, hvor det føles rart. Jeg kører ikke “vold” mod mig selv på bakkerne …. endnu.

På Gudsø-bakken er jeg 2 slag fra max-puls for første gang siden Ry-turen!

Jeg holde øje med min puls og tænker på mit hjerte, men ser også, hvor hurtigt pulsen falder igen, da jeg er på toppen af den 14% hårde stigning, hvor de andre venter på mig.

Det er sådan en god følelse, at mærke, at kroppen er OK. Den har det jo godt. Den klarer belastningen og jeg rammes af taknemmelighed og den følelse VARMER helt ud i de kolde tæer (glemte skoovertræk) og vi kører resten af turen i kold aftensolnedgang.

Hvor er jeg heldig at jeg kan cykle!

Onsdag = restitution

Først en tur på arbejde. Det belaster hovedet, ikke kroppen.

Eftermiddag: Lyntest. Vi har nemlig planer om at gå ud at spise på vores 32-års bryllupsdag i morgen, og derfor skal Corona-passet være i orden.

Aftensmad i dag = slowfood.

Onsdagen skal slutte med nogle (hyggelige!) timers arbejde på hjemmekontoret, hen over aftenkaffen.

You Might Also Like

No Comments

Læg en kommentar