3 In Litteratur & Læsestof

“Halv mand – helt menneske”

I går læste jeg René Nielsens bog “Halv mand – helt menneske”.

René var elitehåndboldspiller, da han i april 1991, på vej hjem fra en fest, blev kørt over af et tog og mistede begge sine ben. Han lå 3 timer på skinnerne med begge ben kørt af, før han blev fundet, men overlevede mod alle odds. Det sidste han husker, den skæbnesvangre nat var, at han ringede til sin kæreste og sagde, at han tog tidlig hjem, fordi han havde mavepine. Herefter får han et black-out.  Trods utallige psykolog timer, har han aldrig genvundet nogen som helst erindring om, hvordan han 3 timer senere endte på spor 12 og blev kørt over af et rangertog. Han har affundet sig med, at han aldrig får vished, for han ser frem i stedet for at se tilbage.

Hans bog er en fuldstændig gribende beretning om vilje og vej, og om konsekvent at se mulighederne i stedet for begrænsningerne, selv efter en nærmest ubegribelig ulykke og stor lidelse. Bogen rummer både fortvivlelse, sorg og smerte, men også sejr, livsglæde, humor og lykke.

Han nægter nemlig at ende, som en bitter invalid. To år efter ulykken bliver han verdensmester i Handicap Vandski. Han vinder flere medaljer ved Ol i både Sidney og Athen, kæmper sig ind på Idrætsstudiet på Københavns Universitet. Han bliver gift og får børn og job som idrætslærer og fortæller, hvordan de studerende måber, når de møder til studiestart og opdager, at deres idrætslærer ingen ben har og hvordan han så indleder timen med at sige: “Ja, det er jo sparetider, så skolen havde desværre kun råd til at ansætte en halv lærer”.

Hans bog handler også om, hvordan han selv altid er den, der må bryde isen overfor en omverden, som nærmest lammes af chok over hans situation og hvordan han hele sit liv har levet efter devisen: Du har KUN dig selv og i bund og grund alene. Det er også en historie om, at gøre op med alt det, der ikke er vigtigt, at skifte mange bekendte ud med få rigtige venner og om at realisere sine drømme, uanset hvor umulige de måtte forekomme.

Renés historie, kan de fleste mennesker lære noget af.

Jeg slugte hans bog på 4 timer og var fuldstændig skeløjet, da jeg gik i seng i aftes.

You Might Also Like

3 Comments

  • Reply
    fivetosix
    29. september 2010 at

    Øøj. Den må jeg ha’ købt.

  • Reply
    Bodil Ullerup
    29. september 2010 at

    Helle, jeg har hørt hans foredrag i live, det er så gribende og tankevækkende, så jeg kan sagtens forstå, at du blev grebet af hans bog.

  • Reply
    Deborah
    30. september 2010 at

    Jeg så engang en udsendelse om ham på TV. Helt utrolig var han. Jeg kunne også godt finde på at læse bogen, hvis ellers jeg får mit “læsegen” tilbage. Det er som ganske forsvundet desværre.

  • Læg en kommentar