2 In Litteratur & Læsestof

Historien

”En dag kom politiet og bankede på min dør. De gav mig fire dage til at komme væk. Ellers ville jeg blive dræbt.”

Mig: Jamen, hvorfor …?

”Fordi jeg var kroat og boede i Serbien. Det var min eneste forbrydelse.  Jeg gik hen til en ven, for at sige farvel. Han spurgte mig, hvor jeg ville tage hen. Det vidste jeg ikke. ”Det er nok bedst,  du tager til Skandinavien”, sagde han så.

Du må forstå, Helle, at jeg var en kendt person fordi jeg var på landsholdet. Det svarer til, hvis dansk politi havde smidt Michael Laudrup ud af landet. Det gjordet et stort indtryk på folk, at det her skete for mig.

Så min kone og jeg pakkede hver en kuffert. Så tog vi vores drenge og forlod vores hjem …alt hvad vi ejede, sommerhus, indbo … værdier for millioner. Vi tog ud i lufthavnen. Det næste fly der afgik, gik mod København. Det købte jeg billet til. I dag ved jeg, at vi var heldige. I dag, 14 år efter, er vi danske!”

 Jeg fik historien mens jeg lå på massagebriksen og det var barske løjer, for sådan en forkælet dansker, som ikke har oplevet værre kriser i sit liv, end oliekrisen i 1973 (hvor vi bruge plastikposerne flere gange og min mor måtte have dispensation til at tage bilen på arbejde om søndagen) eller generalstrejken i 1998 (hvor vi hamstrede så meget gær, at der ikke var noget tilbage til naboen).

Da jeg kom hjem, gik jeg på nettet og læste en masse om hvad konflikterne på Balkan handlede om. Bagefter forstod jeg bedre historien. Det var den blodigste krig i Europa siden 2. verdenskrig!

Og det fik mig i øvrigt til at tænke på en anden situation. Det var sommeren 1995, den første sommer vi boede i det her hus. Emilie var fire år.

Vi så TV-avis og det var ikke for børn. Krigen på Balkan rullede hen over skærmen, og vi så billeder af flygtende kvinder og børn, der græd.

”Hvorfor græder de?”, spurgte Emilie
”Fordi der er krig”, svarede jeg.
”Kommer krigen her hen, hvor vi er?!?”, spurgte hun så.
”Nej … Nej, nej, nej – det gør da ikke…”, sagde jeg og så kildede jeg hende og kyssede hende og lavede pruttelyde på hendes hals og fik hende til at grine.

Men i maven havde jeg den der forfærdelige følelse: Sådan kan mødrene derinde i fjernsynet ikke sige til deres børn. Tænk sig, ikke at kunne beskytte sit barn mod krig og snigskytter i skolegården!

(Ja – det er sådan noget, der kommer over én, når man bliver mor – tårer over alverdens elendigheder.)

Krigen kom ikke herop, hvor vi var. Men nogle af kvinderne og børnene, vi så i fjernsynet gjorde. I alt flygtede 20.000 mennesker fra krigen på Balkan til Danmark og nogle af dem, kom til at bo på det flygtningecenter, der lå 1 km fra hvor vi bor. Mange af dem – og især de unge – blev. I dag er de voksne og er blevet venner, kollegaer, studiekammerater, kærester eller naboer med os.

Under vejs i eftermiddagens research faldt jeg over Carsten Nagels nye bog, “Zehras flugt”. 7 ugers ventetid på biblioteket, kan jeg ikke vente på. I stedet bestilte jeg den hos boghandleren og jeg kan hente den på onsdag.

You Might Also Like

2 Comments

  • Reply
    Ib
    29. november 2009 at

    Svært at forestille sig – endog meget svært. Har haft en 15 årig pige i en klasse som kom direkte fra Sierra Leone. Hun blev uden større dikkedarer “proppet” ind i en 8. klasse.
    Da jeg var “specialisten” kom hun i min klasse. De andre klasselærere “frabad sig” da de havde flere elever i deres klasser, end jeg havde i min.
    Pigen havde meget meget store og dybe ar på sjæl, psyke og socialitet og havde markante personlige problemer. Dem vi kendte til kunne vi søge at afhjælpe, støtte og vejlede hende om og imod, men hendes krigstraume og hendes personlige oplevelser derhjemmefra stod vi magtesløse over for.
    Eleverne i klassen, de undrede sig over, at pigen ikke engang kunne cykle, at hun ikke kendte til filmen “Titanic” og hver gang hun skulle bruge ordet skov, så sagde hun jungle.

  • Reply
    Katrine
    21. december 2009 at

    Ja puha. Jeg har en kollega der flygtede fra Bosnien med to små børn. Hun taler ikke særligt meget om krigen, men mere om tiden bagefter hvor venner og famile vendte tilbage til deres gamle lejligheder og huse, for at bede dem der boede der nu, om de måtte få deres gamle fotoalbums med billeder af børn og familie, for bare at blive mødt af et nej. Jeg kan slet ikke forestille mig at nogen andre end min lille familie skulle bo i vores hjem og vores møbler – og da slet ikke at de ikke ville give mig mine fotos – Hvad glæde har nogen andre end min familie af dem ?
    Det mest utrolige er at min kollega er det mest fantastiske, taknemmelige og tilgivende menneske – og med de ting hun har oplevet ville jeg bare så bitter.
    Jeg er imponeret over at du kan magte at læse sådan en bog :o)

  • Leave a Reply

    Read more:
    En dårlig hårdag

    Ja, hvis man ellers kan tale om dårlige hårdage, når man ikke har noget!! Jeg er ikke nogen besværlig kunde, når jeg går til frisør. Jeg har en enkelt korthårsfrisure...

    Close