0 In Motionscykling

Hjem af ho’vejen …

Projekt ‘bliv-Mallorca-klar’ fortsatte denne lørdag. Kl. 13 kørte jeg med ud på tur. Kaj ville til Jylland og en lille flok Baghjulere ville med. Jeg var eneste dame i gruppen.

Ca. halvanden time senere var mam-Helle brændt godt og grundigt ud. Tempoet var pænt, bakkerne kom i én lind strøm og der var mo’vind!

Jeg meddelte drengene, at jeg slap gruppen her. “Tak for turen, det er her jeg står af”, sagde jeg til de omkring liggende.  Tror I jeg kunne blive dem kvit?! Ikke tale om, at jeg fik lov til at drysse agter ud.

Hmmm … Ok. Lige der anede jeg faktisk heller ikke hvor vi var. Jeg skulle jo alligevel ud til hovedvejen, så jeg kunne vel også lige fortsætte efter dem lidt mere.

“Vi skal højre ne’ af HO’VEJEN”, råbte turleder Kaj (thi han er fra Fyn og sådan snakker vi der).

“Af HO’VEJEN !!!”, grinede alle jyderne – der var voksenmobning i gruppen!

Nå – endelig kom der en lille bananpause (eller prostatapause, som vi kalder det, når vi cykler med mænd +50).

Den var dælme dejligt med et lille hvil og et stykke derefter fik vi faktisk vinden i ryggen.

Inden jeg så mig om, var vi på vej tilbage mod Fredericia ad Sellerup Strand. Vi var ved at være hjemme og jeg kom med hele vejen rundt!

Tågen var blevet tæt, da vi cyklede over Lillebæltsbroen (surt for de Bridge-walkere der gik deroppe i dag. De burde kunne få deres penge tilbage eller få en ny tur).

Jeg kan notere 101 km og 636 højdemeter i dag. Ikke så dårligt. Nu er der dømt sofaaften og restitution.

PS. Dagens trælse: Et åbent kødsår på inderlåret, forårsaget af en defekt syning i mine vintercykelbukser. Av!!

You Might Also Like

No Comments

Leave a Reply

Read more:
CT scanning af kraveben

I morges fik jeg CT scannet mit venstre kraveben på Kolding Sygehus. Det fik jeg, fordi vi skal have fundet ud af, hvorfor jeg har så mange smerter i det...

Close