0 In Ferie

Hjemme igen

Jeg er hjemme igen og det føles allerede som om Korsika’s bjerge er 100 år væk. Det er dejligt at sidde hjemme i sofaen og efterrationalisere på en uforglemmelig cykelferie.

Ugens allerbedste:

  1. Min bjerggearing! En triple med en 11-32 bagpå. Nej, hvor den gjorde det godt for mig.
  2. Kaj. Han tilså min cykel (og mig). På 5. dagen tilså han f.eks. mine bremseklodser og udbrød: “Nå?! De er sgu da ikke så slidte som jeg troede de ville være!” 🙂
  3. Vejret – bagende sommervejr hele ugen og kun en enkel regnbyge. Så heldigt.
  4. Mit tøsefællesskab med Dorte. Vi cyklede sammen …

….. og vi hyggede os sammen …

… for der er satme meget mandehørm på sådan en tur.

Den sidste aften fik Dorte og jeg gaver og klapsalver af alle mændene, fordi de syntes vi var de to, der havde kæmpet allermest af hele holdet.

Ugens allerværste:

Nedkørslerne var selvfølgelig udfordrende, men når bare jeg tog det i mig eget tempo, var jeg ikke bange.

Jeg synes det gik godt for mig. De andre synes vist det gik for langsomt … pånær Martin. Han kom hen til mig og spurgte om jeg kunne huske dengang jeg var på Mallorca med Baghjulet for første gang? Dengang var det sådan, at dem der var i bjerge for første gang fik en “Buddy” på nedkørslerne og jeg fik Martin. Han kunne huske, hvordan han hjalp mig med at liste ned af Inca Bjerget, mens jeg klikkede ud af pedalerne i hvert sving, af bare skræk. “Der er sket noget siden“, sagde han. Og det har han jo ret i.

Det var heller ikke så rart, at jeg lå alene på alle nedkørslerne (og vi snakker nedkørsler på 10, 20, 30 op til 40 km) og jeg havde god tid til at tænke over, om det egentlig var OK af efterlade de svageste gæster alene i bjergene? Og hvor længe der ville gå, inden guiden cyklede op på bjerget og ledte efter mig, hvis der skete noget med mig?

Hvilket minder mig om:

Ugens nærdødsoplevelse:

På en nedkørsel, blev jeg sendt i forvejen ned, mens de andre stod og pustede ud på toppen. Jeg cyklede roligt ned af bjerget, da jeg midt på vejen mødte en stor flok får. Pludselig så jeg, at der lå en hyrdehund i vejkanten. Den lå fladt nede på maven, med hovedet hvilende på sine krydsede forben og jeg tænkte … “ligger den og hviler sig?” … men nej! Det gjorde den ikke! Den var på vagt og havde blikket fast rettet mod mig – en fare der nærmede sig dens fåreflok.

Og da jeg kom helt ned mod den SPRANG den stor-glammende efter mig og min cykel og jeg tænkte: “Og hun afgik ved døden, alene på et bjerg på Korsika, med en hyrdehund i struben!” 

Da hunden syntes den havde drevet mig på flugt, lod den mig være og da de andre kom ned af bjerget, så de ikke skyggen af hverken fåreflok eller hyrdehund.

Vaskemaskinen kører på højtryk. Hverdagen melder sig så småt. I aften skal jeg sove i min egen seng og jeg er sikker på jeg kommer til at drømme om bjerge og nedkørsler og hyrdehunde og solskin på bare ben og … meget mere …

You Might Also Like

No Comments

Skriv et svar

Read more:
GODT jeg kom af sted

Spinning - vi må i gang - men, hold da op mand, hvor var det svært at komme ud af døren, efter en lang arbejdsdag . Jeg stod med min...

Close