1 In Dengang mor var "dreng"

Hvor var man selv da man var 13?

Om ikke ret mange dage fylder min niece 13 år. Det er en slags milestone – nu bliver hun teenager.

Det fik mig til at tænke på hvad jeg egentlig lavede på min egen 13-års fødselsdag?

Det var den 22. januar 1978 og jeg havde en kæreste. Han var 15 og allerede godt på vej til at blive en Bad Boy. Han drak øl, var små kriminel (butikstyveri, bræk og borede knallerter) og han gik ikke i skole.

Mine forældre (som var 32 og 34 år) kunne ikke li’, at jeg så ham og hvad de ikke vidste (for vi var forlængst derude, hvor jeg ikke kunne snakke med dem om ham) var, at jeg også selv så småt ved at blive færdig med ham.

Men han var ikke sådan at blive kvit.

På min 13-års fødselsdag fik jeg lov til at gå i biografen med ham. Det var min mors forslag, jeg tænker hun nok har betalt billetten. Vi måtte selv bestemme hvad vi skulle se – så det blev ham der bestemte. Han valgte en amerikansk spaghetti western med Terence Hill og Bud Spencer (Trinity brødrene) – en rigtig slå-på-tæven film og bestemt ikke noget for mig.

Hvad anede jeg endnu om, hvad jeg kunne li’ at se i biografen? Man aner ingenting om sig selv, når man er 13.

Min kæreste grinede og grinede og grinede under filmen, når nogen på lærredet slog-på-tæven og jeg sad og skulede til ham og havde det slet ikke sjovt på min fødseldag. Jeg synes han var mærkelig og træls.

Han gjorde nogle forsøg på at vinde min far. Bla. mødte han flere gange op hjemme hos os, medbringende en pose øl til min far, som de så skulle drikke sammen. Han vidste hjemmefra, at en pose øl var det eneste, der kunne gøre en far mild. Stakkels knægt – min far hader at drikke øl 🙁 Men min far (der rent faktisk i sit arbejdsliv som lærer, også beskæftigede sig med utilpassede unge) var høflig og tog venligt imod ham og drak en øl.

Jeg så kun kæresten nogle få gange om ugen, for mine forældre havde forlængst givet mig en form for stuearrest, for at begrænse mit samvær med ham. Jeg var pisse-teenagesur, men sandheden var, at min stuearrast fra ham hurtig blev et frirum for mig, men det kunne jeg selvfølgelig ikke indrømme overfor mine forældre.

Når jeg lå alene hjemme på mit værelse læste jeg Borte med Blæsten – 4 tykke bind. Det var tung litteratur for en 13-årig, synes jeg i dag, men jeg var opslugt af romanen. Jeg så også filmen senere på året i Middelfart Bio, det var en helaftens film og jeg syntes den var god. Når jeg ikke læste, skrev jeg. Jeg skrev og skrev. Dagbøger, lange stile og skoleopgaver.

Som sagt var jeg allerede ved at være træt af kæresten, men det tog mig måneder at blive ham kvit.

Han begyndte han at stalke mig!

Han – der ellers som 15-årig ikke gik i skole mere (han var smidt ud) begyndte pludselig at stå op om morgenen, for at møde mig på vej til skole. Han vidste hvor jeg kom forbi og sprang ud af en busk nede på stien, hvor han stod og ventede på mig. Han talte dunder til mig om, at jeg skulle blive kæreste med ham igen – jeg var alligevel så dum og bumset, at der ikke var andre der ville være kæreste med mig. Det sagde han sgu. 🙂

Jeg rev mig løs og gik i skole.

Senere forfulgte han mig til ungdomsskolefester, hvor han pludselig mødte op ved det busstopsted, mine skolekammerater og jeg stod (det var mig en gåde, hvordan han opsnappede hvor jeg skulle hen og hvorfra jeg ville tage bussen. Husk på, det var længe før de sociale mediers tid, med de muligheder for stalking de byder på).

Han spille kæphøj over for mine venner, som til tider trak sig lidt væk fra mig, fordi jeg altid havde den der irriterende fyr stående indenfor nogle meters afstand. Han gav os allesammen problemer.

Han begyndte endda at gå i skole igen og brugte frikvartererne på at stå og nidstirre mig. Da jeg begyndte at interessere mig for Saturday Night Fever blev han “disker” og begyndte at sætte sit hår lige som John Travolta. Topmålet var, da han meldte sig til porcelænsmaling i ungdomsskolen, bare for at kunne sidde og stirre på mig. Jeg vidste, han ikke interesserede sig for at male. Til min konfirmation i efteråret 1978 sad han gud-hjælpe-mig i køkkenet med en gave, da vi kom hjem fra kirken!

Jeg hadede ham.

Det hele stod på et halvt års tid og et halvt år er et halvt liv, når man kun er 13 år og går i 8. klasse. Det er en sårbar alder.

Jeg fortalte aldrig til mine forældre, hvad jeg stod i. Jeg kunne ikke gå tilbage til dem og sige: “Mor og far. Nu skal I høre, I havde ret og jeg tog fejl – han er en Bad Boy og nu har jeg store problemer. Hjælp mig!“. Vi havde været uvenner over det her, jeg fik skæld ud over at jeg så ham og hårdhed har som bekendt aldrig virket på folk med et sind som en Golden Retriever.

Så jeg klarede det selv.

Det fik indflydelse på, hvordan jeg senere forvaltede mit forældrerskab overfor mine teenagere – jeg ville så gerne være sådan en mor, mine teenagere ville gå til, hvis de kom i problemer.

Det med fyren ebbede ud henimod min 14-års fødselsdag. Der gik sgu mange år inden jeg fik en kæreste igen. Jeg gjorde få korte forsøg. Det var der aldrig nogen fornøjelse ved.

Da jeg var 17. mødte jeg Kaj. Han var en god dreng og ham beholdt jeg. 🙂

Min Bad Boy fik iøvrigt et kort liv. Han var kun midt i tredverne da han døde af “unaturlige årsager”, så at sige.

You Might Also Like

1 Comment

  • Reply
    venterpaavin
    17. februar 2019 at

    Hvor er det altså et fint indlæg – 13 års tiden sker der altså en masse i (: Godt du blev fri for ham tossen, og fandt en sød og rar en af sin slags.

  • Skriv et svar

    Read more:
    Udsigten fra min cykelsadel i dag

    Close