1 In Hverdagen

HyggeHelles 2017

Den 1. januar 2018 sætter jeg mig til rette og ser tilbage på mit år i billeder. Jeg har besluttet mig for at plukke det første blogindlæg i hver af årets 12 måneder – mon de bliver repræsentative for mit 2017?

 

Januar

Mit første blogindlæg i januar handlede om Emilie og hendes flytning. Efter 5 et halvt år i Viby hjalp vi Emilie og kæresten med at flytte til Skæring strand, hvor de og Millevovsen bor i dag og er faldet rigtig godt til. Hvor er jeg dog taknemmelig for at få lov til at følge med i mine voksne børns liv fra sidelinjen.

Februar

I første blogindlæg i februar lavede jeg mad på en hot fredag aften. I hele 2017 lavede jeg masser af god og sund mad og en del af det røg på bloggen. Madlavning er ren livskvalitet og jeg gør mig umage for at tage mig tid til at lave det og (ikke mindst) at spise det.

Marts

Første blogindlæg i marts – tja, er det ikke vildt at tænke på, at min hyggeblog er så gammel, at jeg kan samle op på 10 år gamle indlæg? Min gamle blog er blev min egen lille Almanak.

April

I aprils første blogindlæg, var jeg igen trukket i turledervesten og cyklede vestfyn tyndt sammen med klubkammeraterne fra Baghjulet – og jeg blev udfordret på bakkerne. 4900 kilometer bød 2017 på – heraf har jeg cyklet mere end 80 timer sammen med Kaj. Sidste års nytårsfortsæt om mere Helle-og-Kaj tid er udlevet til fulde. 🙂

 

Maj

Maj måneds første blogindlæg blev skrevet på mit elskede Mallorca, om turen hvor Cannondale og jeg cyklede 82 kilometer sammen. 570 kilometer cyklede jeg på Mallorca i 2017 – turen går til Mallorca igen i 2018 og jeg glæder mig!

Juni

Første blogindlæg i juni handlede om Melfar 24, som jeg var en del af for 14. gang i mit liv. Blogindlægget er måske historisk – løbet er aflyst i 2018  – måske var 17-løbet det sidste nogen siden? Som medlem af arrangørklubben og som én der gennem årene har lagt mange frivillige timer i arrangementet fylder det mig med en lille smule vemod, men med endnu mere lettelse og følelse af frigivet tid – tid til noget nyt.

Juli

Første blogindlæg i juli handlede om min deltagelse i mit første Landsstævnet nogensinde. Det blev en af de rigtige gode og uforglemmelige oplevelser i året der gik. Jeg prøvede noget nyt og lærte en masse nye mennesker at kende.

August

Det første blogindlæg i august handlede om ferie.  Sommerferien 2017 blev nydt både i ind- og udland og bød på mange dejlige oplevelser – selvom  vejret ikke var for godt.

September

Første blogindlæg i september skrev jeg om Emilie og den forfærdelig sorg hun oplevede, da hendes veninde blev dræbt i en modbydelig højresvingsulykke. Ulykken har mærket os alle sammen herhjemme og kom til at præge vores 2017.

Carpe Diem – grib dagen, thi ingen kender dagen i morgen. 🙁

Oktober

Oktobers første blogindlæg handlede om en skovtur.  Og dem var der også mange af i 2017. Hyggehelle ud i naturen – ja tak – mere i 2018.

November

Også i novembers første blogindlæg var jeg ude i naturen – denne gang på løbeben, til Crossløb sammen med veninden (som jeg sender ekstra mange varme tanker dette nytår).

December

I første blogindlæg i december glædede jeg mig til julemåneden og al dens hygge og december 2017 blev lige så hyggelig som jeg håbede, med familiebesøg, løbeture, cykelture med gode venner, sjov gymnastik, god mad og spændende opgaver på arbejde (og et nyt job til Kaj) – og så juleferie selvfølgelig.

Sådan ser HyggeHelles år ud, hvis man plukker månedens første blogindlæg og jo – jeg genkender mit år, som jeg husker det. Jeg er klar til 2018 og jeg er ydmyg og taknemmelig og tager én dag ad gangen og vil gøre alt hvad jeg kan for at hver eneste af dem skal blive gode.

Hav en god dag?

Nej – LAV en god dag.

Godt nytår!

You Might Also Like

1 Comment

  • Reply
    Sanne
    6. januar 2018 at

    Rigtig hyggeligt indlæg 🙂 Det er lidt fedt at se tilbage på sit år på den måde – tror jeg heller også jeg må 🙂 ;D

  • Skriv et svar

    Read more:
    Dagens ordsprog

    Man skal ikke save den gren over, man selv sidder på:

    Close