7 In Hverdagen

I dag for 24 år siden

I dag tænker jeg på, at det er 24 år siden, mit barn var ved at dø.

I dag for 24 år siden, var jeg 24 år. Det var dengang jeg lærte dette:

  1. Et slapt spædbarn er et døende spædbarn
  2. Stol på din intuition, Helle – og handl på den!!

Den første lære, har jeg ikke haft brug for siden. Heldigvis!

Den anden lære, har jeg brugt utallige gange i de sidste 24 år. Det har bare aldrig handlet om liv og død igen.

Mit barn overlevede og i dag er hun 24 år lige som jeg var, for 24 år siden.

Søndag, den 1. oktober 1989 kl. 05.00 – Nikoline (2½ mdr) vågner efter en nat, hvor hun har sovet igennem. Hun vil ikke spise. Babyen skriger og kaster sig bagover, som i smerte.

Kl. 09.00 tager Kaj hjemmefra til sport. Jeg er alene fra nu af.

Kl. 10.00 begynder Nikolines eksplosive opkastninger. EKSPLOSIVE, dvs. stråler af bræk (mælk) med 180 km/t ud af munden på babyen, rammer væggen i den anden ende af lokalet. Meget chokeret ringer jeg til vagtlægen. Vagtlægen stiller standard spørgsmål – bla. “Har barnet feber?”.

Det har barnet ikke.

Kl. 12.00 kommer vagtlægen. Nikoline kaster stadig op og er nu blevet slap.

Hun har ikke grædt siden kl. 05.00 (“Ergo har hun ikke ondt”, mener lægen). Han lytter hende på maven og siger:

“Hun har en virus. Giv hende kamillete”.

Jeg forsøger at made mit slappe spædbarn med kamillete på en teske i 3 timer.

I mellemtiden ringer jeg til min mor (“Tag det roligt, Helle. Små børn kaster jo op en gang imellem”) og til Kaj i sportshallen (Det var før mobiltelefonernes tid. Da gutterne i centret, der tager telefonen, råber bagud i lokalet “Kaaaaj. Det er Helle. Du skal hjem og amme ha-ha-ha” begynder jeg at græde.

Jo – for jeg har nu i 8 timer gået med et dødsygt og slapt spædbarn på armen.

Hele min intuition skreg, at det her var alvorligt. Alligevel ringede jeg ikke 112.

Kl. 15.00 ringer jeg til vagtlægen igen. Sekretæren vil sende én forbi.
Kl. 16.00 rykker jeg.
Kl. 17.00 rykker jeg igen.

Nikoline er slap!

Kl. 18.00 rykker jeg igen. Sekretæren siger “Ja, ja! Vi kommer. Men barnet har jo ikke feber!!”.

Jeg var sat bagerst i køen.

Kl. 19.00 kommer vagtlægen. Han aner ikke sine levende råd og indlægger Nikoline akut på Odense Sygehus.

På Odense Sygehus defilerer læge på læge forbi Nikoline hele aftenen.

Meget mystisk tilfælde. De kigger og kigger og undrer sig. Ingen kan tilsyneladende forstå hvad der er galt. Nikoline er slap. Jeg græder og græder og græder.

Jeg kan mærke, lægerne er magtesløse. Derfor er jeg bange.

Kl. 24.00 begynder Nikoline at skide blod.

Det opdager vi ved, at en sygehjælper åbner hendes ble, som er fuldstændig blodig. Sygehjælperen får et chokeret udtryk i ansigtet, kigger så op på mig og spørger: “Hvad har du spist!?!“.

Da begyndte jeg at tage afsked med mit barn.

Jeg er ikke læge – men jeg ved, at en ammende mor ikke kan spise noget, hendes barn skider blod af. Hvis vi var derude, kunne de ikke hjælpe mig …

Men den blodige ble satte også hele børneafdelingen på den anden ende. Nu stod samtlige læger, der havde set på hende i løbet af aftenen, pludselig omkring hendes seng.

Interessant tilfælde.

Ud af horden af undrende læger der står og glor på mit dødsyge barn, med ryggen til mig, træder en (kvindelig) læge.

Først kobler hun sine kolleger på Nikoline og giver ordrer til dem om, hvad de skal gøre nu. Så vender hun sig om mod mig, som efter 19 timer med et dødsygt barn, var helt ude af flippen.

Og så var jeg så mælkespændt, at jeg begyndte at blive febervarm. Mit ammebarn kunne ikke spise, så jeg havde ikke kunnet komme af med mælken i 24 timer.

“Skaf den her mor en malkemaskine, NU!!!“, sagde hun.

Så tog hun fat i mine skuldre. Satte mig ned på en stol. Kiggede mig fast ind i øjnene.

…dør hun..?“, spurgte jeg.
“Ja. Hvis vi ikke behandler hende, dør hun. Men det gør vi nu!“.

Så stillede hun diagnosen: Tarmslyng

Nikoline røg på operationsbordet kl. 02.00 om natten og reddede livet – det var vist desværre ikke min fortjeneste, selvom jeg ikke kan vide, om det havde hjulet at tage på skadestuen 12 timer tidligere …

Dagen efter rejste Kaj til England på forretningsrejse. Jeg var indlagt med Nikoline på børneafdelingen i 10 dage. I løbet af de 10 dage, så jeg endnu sygere børn og blev ufattelig taknemmelig for, at mit barn var blevet rask.

Jeg har aldrig rigtig stolet på en læge siden.

Jeg var 24 år da min autoritetstro overfor læger led det knæk.

You Might Also Like

7 Comments

  • Reply
    Merete
    2. oktober 2013 at

    Skrækkeligt!

  • Reply
    Frederikke
    3. oktober 2013 at

    Tillykke med din datter og hvor er jeg glad for, at hun er her 24 år senere.

    Kram Frederikke (hende.dk)

  • Reply
    skoge
    4. oktober 2013 at

    Godt det gik som det gik !!!!!

    Lægerne for 24 år siden var så alligevel dygtigere end da jeg var nyfødt for ca. 56 år siden. Historien – som jeg har fået den fortalt – er, at jeg de første 3 år af min levetid var kronisk syg med som det viste sig at være Tarmslyng – intet kirurgisk blev gjort ved det; bare græde og græde og kaste nyspist mad op i ca. 3 år 24/7 !!! Af en eller anden uforklarlig grund “voksede” jeg fra det – skulle så også være den egentlige grund til, at jeg den dag i dag og hele min barndom/ungdom aldrig blev højere end lige pænt over dværg højde 🙂
    Modviljen mod at gøre noget seriøst ved det, rent lægeligt, var at der tilbage i 1957 hvor jeg blev født uden en lovformelig gift med min mor far, blev anset for at være et uægte barn (fødslen tog over 14 dage hvor min mor lå i barselsseng – jordemoderen var bedøvende ligeglad) – At så min morfar til sidst endte med, at true min biologiske far til bryllup med min mor er en anden historie – det holdt så også kun i ca. 6 måneder. Efterfølgende blev jeg sidste år kontaktet af en “pige” fra østjylland der spurgte via Facebook om jeg evt. skulle kende en “…….Skoge….” – jow det skulle jeg mene, det var min biologiske far – det viste sig så, at det OGSÅ var hendes biologiske far – hun blev undfanget om jeg så må sige, da hendes mor var 14 og min mor var ca. 17 – så han har uden tvivl været noget af et “HUG” tilbage i 50’erne 🙂 – men skidt pyt – lidt sjovt at filosofere over sådan noget på en hellig fredag.
    Tilbage til udgangspunktet: Fandme og squ, godt de fandt ud af hvad Emilie fejlede og heldigvis ikke en situation de fleste forældre kommer ud for – gud bedre det.

  • Reply
    skoge
    4. oktober 2013 at

    Hejsa igen – undskyld – mente naturligvis NIKOLINE og ikke Emilie

  • Reply
    Helle
    6. oktober 2013 at

    🙂

  • Reply
    MrsBaloui
    6. november 2013 at

    Puhhh…. Kom sådan til at tænke på din historie, da jeg så nyhederne i går med den lille dreng, der var død, fordi ingen tog hende seriøst…

  • Reply
    helle
    6. november 2013 at

    Ja – den lille baby var præcis på Nikolines alder (2 mdr.) og han døde af sin tarmslyng, fordi ingen tog hans mor alvorligt – SKRÆKKELIGT!!

  • Skriv et svar

    Read more:
    Dagens “øv” og “yippiiiiiiieeee”

    Dagens "øv" - Human Resource blev aflyst. Underviseren ligger med influenza :-( Dagens "Yippiiiiiieeee!!" - Så kunne jeg nå til til Fredags MTB for første gang i umindelige tider. 2...

    Close