0 In Sikker på cykel?

Ikke særlig super

Fredag aften drog Kaj og jeg hjemmefra i vores stiveste puds. Destinationen var “Huset” hvor Baghjulets medhjælperfest skulle holdes. Det var et mørkt og vådt efterårsvejr.

Da vi kører op af Brovejen, er der pludselig en knallert der vælter på den nye “Super-cykelsti”, som er ved at blive bygget mellem Middelfart og Fredericia og som strækker sig ned af Brovejen.

Kaj holder ind til siden og går ud og ser til manden. Han er forslået, forskrækket og groggy. Knallert og mand bliver rejst op og tilset.

Det viser sig, at han simpelthen har ramt den betonprofil, som gør det ud for en høj kansten mellem “Super-cykelsti” og kørebane.

Jeg HADER høje kantsten på cykelstier.

Jeg får dårlige nerver bare ved tanken. De er som skabt til at komme til skade på! Jeg taler af erfaring.

Hvem har fået den idé at placere betonprofiler som høj kansten i stedet for bare at male en bred hvid stribe, som markering mellem kørebane og cykelsti?

Svaret finder jeg nemt på nettet: “- Det er en meget trafikeret strækning, hvor mange trafikanter kommer forbi hver dag. I dag er der en 30 cm bred, hvid stribe, som opdeler kørebane fra cykelsti. Med etableringen af den nye supercykelsti vil det være mere sikkert at cykle på strækningen, siger trafik- og vejchef i Middelfart Kommune, Uffe Høybye.”

Så fik vi det på plads!

Jeg kan være bange for vi kommer til at mærke meget mere til den beton-kansten på “Super-Cykelstien”, når Baghjulets grupper af racercyklister skal sluses fra startstedet ved Naturcentret, op ad Brovejen og videre derfra ud på de små (og sikrere) fynske landeveje til sæsonstart.

Faktisk havde vi en lignende høj kantsten på en bred cykelsti på mine børns skolevej til Lillebæltskolen for år tilbage. Nogle gange forvekslede børnene betonprofilen med en malet hvid stribe og da tilstrækkelig mange børn havde ramt kanstenen, var væltet og kommet til skade, blev den fjernet og erstattet af en malet afmærkning.

Nå – mandens telefon var fløjet væk. Kaj ringede til den og de fandt den under nogle nedfaldne blade i mørket.

Manden mente han var OK. Vi forlod ham og tog til fest.

God fest, iøvrigt! Dejligt selskab. Og sikke en menu! (Desserten slog bunden totalt ud af mit kaloriebudget.)

Ved midnatstid fik Kaj så en sms. “Hej Kaj, jeg ringer lige til dig i morgen, for det kostede en tur på sygehuset. Leif”.

Kaj anede ikke hjem Leif var!

Vi granskede vores hukommelser. En tur på sygehuset? Kaj mente ikke, han havde været oppe at slås med nogen. (Jeg siger ikke, hvilke fantasier jeg nåede at få om Leif og hvad han kunne have udestående med min mand.)

Først næste morgen, da Kajs rødvinståger fordampede, kom han i tanke om den skadelidte knallertkører! Det var jo selvfølgelig ham, han havde jo Kajs nummer på sin opkaldsliste.

Nu fik de snakket sammen. Leif takkede for hjælpen. Han fortalte, at han havde fået ondt i hoved og nakke da han kom hjem og røg en tur på Kolding Sygehus i en ambulance.

Ikke særlig rart.

Og ikke særlig super med den beton-kantsten på den nye super-cykelsti …

You Might Also Like

No Comments

Skriv et svar

Read more:
Sidste cykeldag på Mallorca

Sidste cykeldag på Mallorca. Totaaaaal afslapning efter Kongeetaperne i går. Nikoline og jeg gad kun køre med op til udsigtsposten på Formentor. Her parkerede alle pigerne cyklerne, og gik op...

Close