Ingen afslapning på dåse

Jeg er gået på sommerferie – foran mig ligger årets eneste 3 uger, hvor jeg frit kan disponere over mit liv. Jeg må nyde det – helt vildt! Fem kvarter i timen, skal den nydes.

Første aften sætter vi os til rette ved middagsbordet. Der er noget godt på grillen. Kaj, der har været ude på en lang cykeltur, har åbnet sig en flaske rødvin. Han drikker og udbryder.

“Ahhhhh, der er ikke noget bedre – efter sådan en cykeltur – når man kan mærke, at kroppen bare synker og synker og synker …”

Så kommer jeg med lyseslukker-kommentaren (Det sådan noget der sker, når man altid er PINLIG ædru, som det hedder på dansk): Det er ikke sikkert, det bare er cykelturen.

“Det er alkoholen...”. Det er sådan den gør ved os.Det er derfor, der “ikke er noget bedre, end at få et glas rødvin fredag aften”.

Den får os til at sænke skuldrene.

I de 3 år, jeg har været alkoholfri, har jeg ikke haft mulighed for “afspænding på dåse”. Der er ingen kunstige stimulanser i mit liv, og jeg har (desværre) ikke fundet noget endnu, der helt kan erstatte det.

Hård motion? Sex? Urtete med Baldrian? “Verdens bedste guitarsolo”? Solbadning? – Det virker, jo – men et er ikke nær så sikkert eller nødvendigvis tilgængeligt.

Jeg har ingen afslapning på dåse.

Jeg er iøvrigt lige blevet færdig med at læse Ilse Wilmots “At overleve med en alkoholiker”, om sit ægteskab med Jacob Haugaard.

Det med danskernes forhold til alkohol, der bare er så hyggeligt – festen, der bliver ved – og ved lidt for længe (også den lille fest, man har med sig selv), det med hvor afslappende og rart det er (og sjovt!) at blive lidt “tipzy”, som hun skriver, det kan de fleste danskere (der tør indrømme det) vist nikke genkendende til. Overgangen fra bare at være et stemningsløft, til at være lidt for meget og (senere) alt for meget – den grænse er usynlig og individuel. Jeg synes mit f.eks. hygge-forbrug var for meget i mindst 10 år, selvom jeg drak (pinlig meget) mindre, end mange andre danskere.

Når det er sagt, så er Ilse’s beskrivelse af sin mands alkoholmisbrug rædselsfuldt – om jeg fatter, hun og hendes 4 børn har kunnet være i det – og som Ilse skriver: Det er heller ikke lykken at blive ædru, for nu har man aldrig nogen flugtvej.

Ingen “afslapning på dåse”. 

Der var ikke rigtig nogen happy ending i Ilses bog.

Det var der iøvrigt heller ikke i Lars Juhl’s “Mit navn er Lars Juhl, og jeg har fucket mit liv op”, men den vender jeg tilbage til i et andet blogindlæg.