JEG cykler (stadig) til arbejde

Nu er det så bælgravende mørkt, når jeg cykler på arbejde, at jeg praktisk talt ikke længere kan se cykelstien foran mig.

Jeg ved den er der, for jeg kender turen.

De første 2 kilometer går ud af byen ad delvist oplyste veje. Så kører jeg ud på landevejen, som heldigvis har en bred cykelsti. Som sagt – her er det bælgragende mørkt.

Ude på landevejen ved siden af mig er der tæt trafik og de modkørende bilers lygter blænder så jeg intet kan se.

Men jeg ved cykelstien er foran mig de næste 8 kilometer. Det føles som at cykle med lukkede øjne. Nogle gange giver det mig problemer med at holde balancen.

Efter 8 kilometer ud af landevejen, drejer jeg ind på en sidevej – en meget lille smal vej, uden trafik. Efter et par minutter vænner mine øjne sig til mørket og jeg begynder at kunne se lidt.

Lidt …

Træer ligner bussemænd, der truer med at angribe og en stub på en mark får aftegninger som et rovdyr på vej imod mig. Uhhh …

Heldigvis kun 1 kilometer fremme kommer en lille by og atter delvist oplyste veje de sidste 4 kilometer ud mod min arbejdsplads.

Hvert forår, når ”Vi cykler til arbejde”-Kampagnen slås an, tænker jeg på disse ensomme mørke vintermorgener – alene sammen med bilisterne. Her er der sgu ikke mange ”der cykler til arbejde”. I hvert fald ikke ude på landet, hvor jeg kommer.

Hvoffor pokker tager jeg så ikke bare bilen, spørger du måske?? Den står jo hjemme i garagen!

Fordi jeg ikke kan holde ud, at møde til 8 timer på kontoret, uden motion og frisk luft. Ikke holde ud, at synke ned på min kontorstol, uden først at have fået nattens rygstivhed ud af systemet. Ikke holde ud, at komme hjem, uden først at have fået cyklet arbejdsdagens stress og problemer ud af systemet – man bør ikke tage sit arbejde med hjem! Og det gør jeg heller ikke – når bare jeg cykler.

Så jeg holder ud.

I dag er det den 11. december og om kun 10 dage går vi atter mod lysere tider.

Courage, Helle!  🙂