“Jeg har tit siddet og bandet over turlederen …”

Tirsdag aften var sidste tur med turleder på, før sommerferien.

Gruppe C kørte mod Jylland. En 12-14 mand (og 3 kvinder) i gruppen.

Først 31 km/t over den gamle Lillebæltsbro, for at holde i kø ved lyskrydset (GODT jeg er varm efter turen til Middelfart, sammen med drengene fra ”Strib Expressen” – det er Stribonitterne der følges ad til træning.)

Gruppen kører ud af Kolding Landevej.

Det er enkelkolonne. Jeg sidder som på nåle. (”Slap aldrig af, når der køres enkelkolonne!”, siger min krop, som ikke har glemt hvordan jeg fik mit første brækkede kraveben.)

Vi går til venstre ned mod Skærbækbakkerne.

Jep. Man kender hver bule i vejene.

Man slider sig op ad den ene bakke, så den næste bakke.

“Er alle med?” – jeg hedder Helle og jeg er med.

Så er vi på Kolding Landevej igen. Til venstre forbi Krybilykro – og så til højre.

Jep – så er der frit løb op ad den laaaaange bakke mod Tavlov kirke.

Man slider sig op som gruppe C’s svageste led og ser de andre stå og slappe af og drikke saftevand da man når toppen.

Ingen pause til svageste led … Videre ud i det jyske. Golfbakken skal vi også have med.

Så vender ruten, vi får lidt rygvind hjem mod Fyn. Gruppe C ræser med 37 km i timen ud af krogede veje. Op og ned går det. Jeg slider nede bagerst i gruppen. Ser, at de andre ikke bliver kørt ned og tyrer efter dem ind i uoversigtbare sving.

Jeg har blodsmag i munden.

Der rykkes på en lille bakke og jeg taber 3 meter.

Rytteren foran mig drejer hovedet og kigger efter mig. ”Én ned!”, råber han. Åhhhr nej – kunne han da for fanden bare finde ud af, at slække 2 tråd og komme ned og trække mig op i stedet for. Han har kræfter til det, det ved jeg. Så ville vi slippe for, at skulle ned i fart, jeg ville være med, med det samme. At tabe fart, betyder én til acceleration og det er dem der er hårde.

Det gør han ikke …

Nå – skidt. Pludselig er der cykelsti. Så er der opbrud og opbremsning og vi sætter farten ned.

Ind imellem lidt kommandoer gennem gruppen. ”Træk ind!”. ”To og to!!”, bliver der råbt. Kørslen er ikke hele tiden lige pæn.

Efter 55 km slutter vi af – der er en sodavand efter træning i dag og den vil vi gerne nå hjem til.

Vi siger tak for turen til hinanden og vores turleder, som hedder Torben i dag, siger:

”Jeg har tit siddet og bandet over turlederen. Det gjorde jeg ikke i dag” (det var jo ham selv). ”Det  er jo svært det her…”.

Det var en tankevækkende kommentar.

Det er sundt at ”være den” engang i mellem. Man får en forståelse for, at en turleder ikke alene kan tage ansvaret for, hvordan der bliver kørt i gruppen – at man ikke kan tillade sig ”at sidde og bande” over den kammerat, der er turleder i dag.

Vi triller hjem til sodavanden ved Naturcentret. Det er sådan en skøn aften. Man kan næsten ikke tage sig sammen til at køre hjem.