0 Udgivet i Gravel biking

Kaffegrums & Gravel

I dag var Dorte og jeg med på Kaffegrums og Gravel – en 65 km lang graveltur ved Jelling. Der var omkring 50 tilmeldte til arrangementet. Dorte og jeg kørte turen sammen med Kaj, Jan, Jimmy og Lennart og vi havde en megafed tur i koldt og flot solskinsvejr.

Vi kørte socialt (total hygge), men ikke desto mindre var min “benzintank” sgu godt tømt, da vi var i mål, efter turen. En gravelrute bare suuuuuuger kræfterne ud af kroppen. Der skal arbejdes for at komme frem, i hvert eneste tråd. Det glider sjældent af sig selv, ret længe ad gangen. Lige så smukt det er, lige så hårdt, kan det være.

Men vi kom godt igennem.

På billedet herunder har vi lige besteget den sidste (og en af de hårdeste) bakker, inden vi kom i mål og kunne gå i OK Gorm Orienteringsklubbens fede klublokaler og smæske os i hjemmebagt kage og varm kaffe.

Men der er lige en anden historie, jeg har lyst til at fortælle i forbindelse med turen her. Jeg mødte nemlig en gammel cykel-bekendt, som jeg ikke har set – og ikke har cyklet sammen med – i 12 år.

Ikke desto mindre har han været i mine tanker for nyligt. Jeg har tænkt på, hvor han mon er i sit liv nu og hvordan han mon har det? Og derfor blev jeg glad, da jeg så ham stå der i sit cykeltøj, klar til at start på Gravel turen.

Jeg gik omgående hen til ham. “Jeg har tænkt på dig fornyligt“, sagde jeg og (indrømmet) det så ud til at overraske ham.

Men, sagen er: For 12 år siden skrev jeg en artikel om Flemming i Baghjulets klubblad. Historien handlede om, at han et halv år før, blev ramt af en blodprop i hjertet i en alder af kun 41 år og hans første symptomer kom på en cykeltur. Det er derfor, jeg har tænkt på ham for nyligt.

Han huskede mig udmærket godt og han kunne også huske, at jeg skrev hans historie. En historie der – det kunne jeg nu fortælle ham – også var blevet min.

Og ja – jeg var glad for at se ham stå her og ligne en, der stadigvæk har det godt. Han er sund og rask, kunne han bekræfte, og han cykler. Jeg samler på positive historier som hans.

Vi fik en snak, ikke mindst om den angst, som uvægerligt bliver en følgesvend efter sådan en oplevelse. Vi var enige med hinanden om, at den næsten er det værste at leve videre med. Der opstår også en forståelse, når man taler med en der har oplevet en blodprop, når talen kommer på, hvordan man VIRKELIG ikke vil finde sig i bull-shit, sure mennesker eller dårlige oplevelser i ens liv mere.

Du kan læse den historie jeg skrev om Flemming i Baghjulet Klubblad, maj 2010 (det er side 5).

Andre blogindlæg

Ingen har sagt noget

Læg en kommentar