Kedeligt

Jeg har stor beundring for de mennesker, der siger, at de aldrig keder sig. Hvor må det være rart. Selv har jeg nemlig lidt af tilbøjelighed til kedsomhed lige siden jeg var barn.

Det er et rotteræs, at skulle hitte på noget der kan holde kedsomheden fra døren dag ud og dag ind livet igennem. Joo – det lykkedes da heldigvis for det meste. Jeg er blevet bedre til det med alderen. Men gid jeg bare kunne sætte sig ned og kede mig!

Mange tror, at det bare er et spørgsmål om, at finde på noget at lave. Sådan har jeg det ikke. Jeg kan altid finde på noget at foretage mig – men jeg kan sagtens kede mig, mens jeg gør det.

En har for nyligt sagt til mig, at jeg lider af "en sund utålmodighed" – sådan kan det måske også siges?

For resten er det heller ikke pænt, at kede sig. "Det er kun kedelige mennesker, der keder sig". Så det gælder om at skjule, at man keder sig. For hvis andre opdager det, så kan det komme én selv frygteligt til skade.

En gang kom jeg til at sige på en arbejdsplads, at jeg kedede mig. Vi var inde i sådan en rigtig død periode. Der skete ikke en dyt. Vi solgte ingenting. Kunderne ringede ikke. Det var så kedeligt! Så jeg kom altså til at sige, at jeg kedede mig. Det skulle jeg aldrig have sagt! Min kolleger blev frygteligt oprørte. Vrede. Chefen sagde til mig, at sådan noget måtte jeg aldrig sige. Jeg måtte sige undskyld. Både til chefen og til kollegerne. Det var vitterligt ikke min mening at støde nogen. I kan tro jeg fik lært, at skjule min kedsomhed og prøve at se begejstret ud, mens jeg rydde op i mine skrivebordsskuffer. Begejstring smitter som bekendt. Så han havde jo helt ret, chefen.

Nå. Jeg smutter. En arbejdsdag venter forude. Jeg kommer ikke til at kede mig i dag!