1 In Søvn

Kram det væmmelige væk

Jeg havde en mærkelig drøm i nat …

Jeg drømte, at jeg besøgte min bror i hans hjem. I drømmen boede han ikke i det hus, han bor i, i virkeligheden. Han boede i vores gamle hus ude på Omøvænget. Så jeg trådte ind i stuen, hvor min bror sad i sofaen. Min niece (som bor hos sin far) stod midt i stuen og da hun så mig komme, løb hun ind i soveværelset, for at gemme sig for mig.

(Det er en situation, vi har oplevet i virkeligheden. At hun løber ind og gemmer sig for os, hvis vi kommer uanmeldt og hun ikke kan klare at møde os, pga. sin socialangst.)

Men i drømmen gik jeg i faste skridt efter hende. Jeg åbnede den lukkede dør ind til soveværelset og trådte ind. I drømmen var værelset indrettet som niecens pigeveærelse. I drømmen tog jeg fat i hende og trak hende ind til mig med magt. Jeg voldkrammede hende. Holdt hende fast og i drømmen kæmpede hun imod, for at komme ud af min favn. I drømmen, var min niece mindre, end i virkeligheden. Hun havde kort, hvidt page-klippet pigehår. Jeg krammede hende og hun kæmpede for at komme fri – nogle sekunder. Men så slappede hun af og lod mig kramme hende og pludselig gengældte hun mit kram. Så stod vi sådan der i drømmen og krammede hinanden, uden at sige noget. Og så drømte jeg, hvordan al angst og dårligdom forduftede som dug for solen – væk – krammet fik alt det grimme til at gå væk. Efter lang tid slap vi hinanden og jeg gik ud i stuen igen, hvor min bror stadig sad i sofaen. Vi sagde ikke noget til hinanden.

Så gik jeg lidt rundt i huset og haven og pludselig kom min niece ud fra et andet rum. Nu var hun nøgen. I drømmen var hun nøgen og jeg kunne se, at hun var fuld af sår og ar overalt på kroppen, og disse sår var syet sammen i sik-sak syninger med sort operationstråd. På baller, ryg, bryst – overalt havde min niece syninger og sår, som et frankensteins monster. Hun gik hen imod mig, som om hun gerne ville vise mig sine sår, men i drømmen lod jeg som om jeg ikke kunne se dem. Jeg ville sætte fokus på noget andet og begyndte at snakke om alt det hyggelige, vi skulle lave lige om lidt eller i morgen.

Og pufff …. så var drømmen forbi. Jeg vågnede ikke, men gled videre over i en drømmeløs søvn, men da jeg vågnede i morges, stod drømmen lysende klar for mig.

Min niece har det ikke godt. Jeg har ikke været i enerum med hende i 2½ år og jeg har ikke talt med hende siden hendes mors død for snart 1½ år siden. Hun trækker sig væk og vil mig ikke. Hun får hjælp af professionelle og bor på en god efterskole, der tager sig særligt at børn, der har det svært. Hun er ikke psykisk syg. Hun har ingen diagnoser. Hun er normalt (til godt) begavet. Men hun er traumatiseret og hendes mors død + coronaens isolation sænkede hende ned i en depression.

Det gør så ondt at være hende, at hun har taget sig et nyt navn. (Jeg håber ikke aben hopper med).

Da mine egen børn var små, kunne jeg kramme angst og uro ud af dem. Jeg husker f.eks. engang, hvor Emilie (4-5 år) så noget uhyggeligt i TV fra krigen i Bosnien. “Mor, hvorfor løber de. Hvorfor græder de? Hvorfor siger de sådan? hvad gjorde han? Er der krig? – kommer krigen her op hvor vi er?” – og så krammende jeg hende og gav hende en kildetur og – nej, nej, nej, selvfølgelig kommer det grimme ikke her hen. Og så grinede vi og alt det væmmelige gik væk.

Ikke at kunne få det væmmelige til at gå væk – det er ikke rart.

You Might Also Like

1 Comment

  • Reply
    Lone
    8. februar 2022 at

    Åh, hvor er det synd for din niece. Og for dig og resten af familien – jeg husker dine indlæg om jeres cykelture og andre oplevelser, som jeg læste med lidt – ikke misundelse, det er så negativt, men som noget, jeg også gerne ville med mine niecer. Jeg håber, din niece når til et punkt, hvor hun indser, at det er godt for hende at være sammen med dig.

  • Læg en kommentar