I går hørte jeg den triste nyhed om, at Lars – en cykelven – var sovet stille ind, efter et svært sygdomsforløb med kræft. Det gjorde mig så uendelig trist. Lars’ Facebookside svømmede over med hilsner og kondolancer og glade minder om de cykeloplevelser folk havde haft sammen med ham.
Her på Helles Hyggeblog vil jeg mindes Lars, ved at fortælle om én af de mange cykeloplevelser vi havde i mine første cykelår – og én af mine vildeste cykeloplevelser overhovedet.
Det var Melfar 24 Hour Cycling Challenge – som var det internationale navn, arrangørerne fra Baghjulet gav løbet.
Det var år 2004.
Det var første år løbet blev kørt.
Mam Helle stillede op med start nr. 9 på ryggen, som den ene af kun 2 deltagende kvinder, med 4000 træningskilometer i benene og 2 bananer i baglommen.
Starten gik kl. 08:00 og dagsruten var 260 km lang. Den gik hele vejen rundt om Fyn, så langt ude i vandkanten, som man kan køre.
Jeg lå godt med i Lars’ gruppe fra start. Vi var vant til at cykle i samme gruppe i Baghjulet, hvor vi trænede op til løbet.
Men inden vi nåede Assens var jeg sat af og cyklede alene sammen med 2 mænd.
Så’ der satme lang vej rundt på Fyn. Det var vanvittigt, det jeg begav mig ud i der.
I Svendborg kørte den ene fra os og jeg var alene med Klaus. Og efter Svendborg, gik Klaus totalt ned med flaget.
Han begyndte at sidde og træde firkantet.
Der er satme lang vej rundt på 260 km med en fyr, der er gået ned. Han kunne ikke hjælpe mig og jeg kunne ikke gøre noget for ham.
Pis!!
Jeg var 39 år gammel. Klaus var 2 år ældre. Selv om han var ung og i god form, så havde han ikke den der langtids-holdbare udholdenhed, som lange distancer krævede. Uhhhh – vi var modløse på bakkerne nær depotet i Oure. (Hans kone fortalte mig senere, at han bestemt ikke brød sig om, at han ikke kunne følge med mig – en kvinde).
Og så sker det, jeg så som et ufatteligt lykketræf. Vi mødte Lars og hans gruppe igen! De stod med en punktering i grøftekanten. Vi havde hentet dem!
”Haaaj! Vi kommer lige om lidt”, råbte Lars og snart kom han tonsende efter os, i front for sin gruppe. Han praktisk talt hev mig ind på sit baghjul: “Nu skal I med os“. Aldrig har jeg været så glad for at se Lars (hov? er det egentlig ikke anden gang jeg skriver den sætning, på en uge? “Aldrig har jeg været så glad for at se Lars?”).
Klaus og jeg kom ind i gruppen og resten af de 260 km lå jeg trygt i Lars’ baghjul. Klaus hang og hang og hang og på alle bakkerne, var Lars nede og hente ham og cyklede ham op til gruppen.
Lars cyklede som en maskine.
Han var ikke bare bom-stærk og trak som en bryggerhest. Han var en humørbombe, der kunne holde moralen oppe på hele gruppen, også når det blev rigtig hårdt. Det tror jeg alle hans cykelkammerater, kan skrive under på. Det er når man kommer ud på kanten, hvor man er rigtig presset, at det for alvor viser sig, hvad man er gjort af.
Efter den 300 km lange cykeltur, landede vi hjemme i Middelfart, 10 timer efter afgang og med en gennemsnitshastighed på 30 km/t.
Akke ja – dengang var jeg ung og stærk og cykel-uerfaren (og havde tynde lår, kan jeg se på billedet).
Det var min hidtil vildeste tur.
Nu er det så sådan med 24 timers løb, at det er ikke gjort med at gennemføre 300 km dagsrute. Der var nemlig stadig 14 timer tilbage af døgnet og Lars og hans gruppe cyklede hele døgnet og rundede 492 km.
Med henvisning til min egen cykel-uerfarenhed kan jeg fortælle, at da jeg kom i mål spiste jeg kødsovs med ris, for dengang ANEDE jeg ikke (endnu), at jeg IKKE ville kunne cykle videre med kødsovs og ris i maven. Min fordøjelse fungerer ikke på lange cykelture. Det ved jeg i dag.
Det blev sgu noget af en lidelse at cykle videre, kan jeg huske.
Natruten var kulsort (ingen gadelys dengang) – 22 km ud af store landevej, 22 km hjem igen.
Jeg endte med at nå 391 km – sådan ca. 4 ture mindre på natruten en “drengene” i min gruppe.
Jeg kunne mindes andre vilde cykeloplevelse sammen med Lars. Stjerne Tour de Grinsted, hvor jeg blev løbets 3. bedste dame (på hjul hos Lars og drengene), vores tur til Belgien og Claude Criquillion, de daglige træningsture i klubben, Landsstævnet, turene til Paris – hvor vi mødtes og hvor Lars var guide sammen med bla. Nikoline.
Mange, mange minder.
Det er ikke til at forstå, at den stærke og glade mand ikke er her mere. Det’ sgu ikke i orden!
Æret være Lars’ minde.
Alle mine tanker går til Susan og sønnerne.
Ingen har sagt noget