4 In Tour de Paris

Lettet for mit eget pres

Jeg sneg mig med til et informationsmøde om Tour de Paris 2012 i går aftes.

Ikke så meget fordi, jeg havde brug for informationer – mere sådan bare for hyggens skyld. Her fik jeg hilst på flere af deltagerne fra i sommers. De spurgte alle sammen høfligt, til mit kravenben.

Så gik foredraget i gang og der blev fortalt alt muligt praktisk og vist billeder fra Touren. Der var omkring 100 tilhørere.

Pludselig tonede det her billede af Jørgen og Helle og Jørgen op på storskærmen!

DET billede har jeg ikke dvælet ved i 2 sekunder, kan jeg forsikre jer for. Det er taget den 19. juli, kort tid  efter, at vi vi tre var styrtet (iøvrig ikke samme styrt – det var 3 forskellige …). Mange var nede den dag, men vi 3 var dem, der slog os mest.

Vi sidder og småsmiler. Men jeg ønskede mest, at jorden ville åbne sig under mig, så jeg kunne forsvinde.

Mens billedet var på storskærm, fortalte arrangørerne lidt om, hvad der skulle ske, hvis nogen kom til skade under Touren og ikke kunne cykle mere – afgang hjem med SOS. Fornuftigt. Det var skrækkeligt, at fortsætte ned gennem Frankrig i følgebilen, hvor jeg KUN sad, fordi jeg havde Kaj.

Heldigvis tror jeg ikke mange af de 100 deltagere genkendte mig , som jeg sad der på bagerste række i min lyserøde sommerkjole med håret sat og makeuppen i orden. Jeg lignede ikke hende den udskidte “klods-hans” på billedet der, med armen i en slynge.

Det blev fortalt, at 5. dagen på en Tour de Paris var tilbøjelig til at være uheldsdag – sådan ca. samme logik som 3.-dag-efter-en-fødsel-er-en-tudedag – fordi folk var slidte og trætte og uopmærksomme.

Jeg følte mig ikke træt på 5. dagen. Tværtimod – jeg var ved at køre mig i form.  Dagen før skrev jeg på min blog, at jeg begyndte at tro på, min fysik nok skulle bringe mig til Paris.

Jeg følte mig heller ikke uopmærksom – jeg sad nøjagtig lige så meget i alarmberedskab på min cykel den dag, som jeg havde gjort de 4 foregående. Og det kan jeg godt høre, lyder mærkeligt – eftersom de 20 ryttere foran mig, kørte forbi den kantsten jeg ramte.

Bortset fra de minder, et billede som det her vakte i mig, var det en god aften – og frem for alt dejligt at mærke, at jeg er totalt slukket hvad angår vanvittige idéer om ekstrem-cykelture nogen som helst steder hen.

Jeg følte mig fri og lettet for det pres, jeg har haft sat mig selv under to år i træk – skader til trods – da jeg kørte hjem. Jeg glæder mig til at holde en afslappet sommerferie til næste år. Og “afslappet” betyder ikke, at jeg ikke skal cykle … mindre kan bare gør det 🙂

You Might Also Like

4 Comments

  • Reply
    Kirsten
    7. oktober 2011 at

    Kom altå til at fnise lidt da jeg så billedet……undskyld…..
    Er der ikke nogen andre løb du kan køre, det er jo rarest at have nogen mål? Men kan da godt se at det må være en lettelse at tage beslutningen om aldrig mere. Og man har jo et standpunkt indtil man tager et nyt……

  • Reply
    Asger
    7. oktober 2011 at

    Rigtig godt billede alligevel – gale katte får revet skind – og jeg synes da du ser ret tough ud der.

  • Reply
    Helle
    7. oktober 2011 at

    Jo, Kirsten. Jeg kunne f.eks. godt tænke mig at cykle over storebæltsbroen næste år: http://www.aarhus-kobenhavn.dk/ … evt. bare fra Odense …

  • Reply
    Helle
    7. oktober 2011 at

    Hæ-hæ, Asger. Det revne skind bedrager 😀

  • Leave a Reply

    Read more:
    1250 meter bryst før havregrøden

    Her 1100 sider inde i Bergen Trilogien overrasker forfatteren ved pludselig at slå over i "Jeg-fortælling". Han viser dog ret hurtigt, at jeg-fortælleren er privatdetektiven Varg Veum. Varg Veum. Som...

    Close