0 In Litteratur & Læsestof

Levi og Levy’s vidnesbyrd

I aftes så jeg filmen ”Arlette – en historie vi aldrig må glemme” i biografen i Fredericia.

Franskfødte Arlette Levy Andersen er en gammel dame langt op i 90’erne og blandt de sidste levende, af de der overlevede Auschwitz.

Arlette er lokal. Hun bor i Fredericia og arbejdede i 30 år som fransklærerinde på Fredericia Gymnasium, efter at hun i 1946 kom til Danmark på rekreation og mødte en dansk mand, som hun giftede sig med. Hun begyndte først at fortælle om sine oplevelser i Auschwitz i 1990 og har siden da holdt mange foredrag. Nu er der altså også lavet den film jeg så i går.

Hendes historie var gribende og grusom. Selvfølgelig …

I sommers læste jeg i øvrigt italienske Primo Levi’s bog ”Hvis dette er et menneske”.  Som Arlettes film, er Primo Levi’s bog et vidnesbyrd. (Sjovt nok er Arlette’s ungpigenavn ”Levy”, lige som Primos).

Skal man læse én beretning fra en Holocaust-overlever, behøver man blot læse Primo Levis.

Han er en meget velformuleret forfatter og ”Hvis dette er et menneske” kaldes ‘et af de væsentligste, litterære bidrag til eftertidens forståelse af nazisternes forbrydelser og af den indre logik, der herskede i koncentrationslejrene’ – hvilket ikke mindst er interessant.

Primo Levi reflekterer bla. over, hvorvidt det er muligt at fjerne det menneskelige i et menneske, og med sit vidnesbyrd svarer han selv bekræftende.  Udryddelseslejrene fjernede ethvert håb og dermed også det egentligt menneskelige, konkluderer han.

Primo Levi var 23 år og italiensk kemiker, da han i 1944 blev interneret i Auschwitz efter at have været aktiv i den italienske anti-fascistiske modstandsbevægelse.

Som Arlette overlevede Primo, fordi han var heldig at få et let arbejde (for hans vedkommende i det kemiske laboratorium) og dermed lidt privilegier, for uden held overlevede ingen mere end 3 måneder i Auswitz.

Primo var også heldig, at kunne en smule tysk, og var dermed i stand til at kommunikere med fangevogterne. Mange italienske ”häftlinge” døde nemlig af mangel på sprogkundskaber, skriver Levi. De forstod ikke de tyske ordrer og det kunne betyde døden.

En historie han fortæller fra en situation efter krigen, fæstnede jeg mig ved – fordi jeg pt. arbejder meget med tysk og tysk kulturforståelse og iøvrigt har med den tyske kemigigant Bayer at gøre i mit arbejde, nemlig denne:

Primo Levi bliver efter krigen indkøber af kemiske produkter fra Bayer. I en forhandlingsituation kommer Levi til at sige noget på tysk, som sprogligt var lidt ”lav-status” eller i hvert fald ikke så høfligt. “Raus!”, siger han bla. i en situation og Bayers tyske sælgere reagerer lidt studst, hvorefter Primo Levi hårdt får lukket munden på sine tyske leverandører med disse ord:

Beklager! Jeg har lært mit tyske i Auswitz!!”

Vil jeg anbefale bogen? Du skal i hvert fald være rustet til at læse den og være  klar over, at der vil gå et stykke tid, før du får den ud af systemet igen, for Primo Levi fortæller alt.

Med Primo Levi’s vidnesbyrd i relativ frisk erindring, fik Arlettes film kun et endnu dybere perspektiv.

You Might Also Like

No Comments

Læg en kommentar