Skønt lørdagsvejr i dag. Jeg besluttede mig for at tage i skoven for at være tilskuer til Halloween Crossløb. Jeg tog cyklen derud, fandt startstedet, parkerede cyklen og gik lidt ud på ruten for at finde en god plads at kigge fra.
Jeg gik og gik og nød skovens dybe stille ro og snitzlingerne forsvandt. Jeg var vist gået af ruten – pyt skidt. Her var så dejligt.
Jeg regnede med at se løberne lige om lidt. I mellemtiden mødte jeg 6 mountainbikere, et par dykkere, en flok tyske turister, en fisker, flere hundeluftere og en svampesamlende familie.
På vej mod Naturcentret (jeg havde stadig ikke set skyggen af en Halloween løber) stoppede jeg op og fik lidt kulturel viden.
Da jeg krydsede ind gennem Sletten så jeg Hubertus jagt. Sikke et flot syn!
Det slog mig, hvor fantastisk det er, det her – jeg går ud for at se crossløb, men finder i stedet et hesteløb, som finder sted i Hindsgavl Dyrehaven, hvor hjortene iøvrigt er i brunst (jeg var på guided Brunsttur i onsdags – meget spændende at høre skovfoged og naturvejleder fortælle om Dyrehaven).
Dyrene er helt ugenert og har deres eget drama kørende. Jeg så hanner slås og slå gevirerne sammen, mens hestene red rundt omkring dem.
Hvor er her god plads!
Og plads til os alle og alles aktiviter – meget apropos borgermødet om Staurby Skov forleden.
Trods al den her aktivitet, gik jeg i fred og følte mig tilpas alene.
Tilbage i 2008 var jeg ikke specielt begejstret for den kommende dyrehave. Jeg synes det var synd, at hegne Hindsgavlhalvøen ind og hvem gad forresten have en Dyrehave?
Nu synes jeg bare det er SÅ godt!
Det bliver Staurby Skov også.
Da jeg kom tilbage til Crossløbets startområdet, var løbet næsten forbi. Jeg så nu, at de løb i den anden ende af skoven.
Jeg havde vandret 12 kilometer og var rigtig glad for min lørdags-gåtur. Jeg fik ikke set crossløb, men jeg så så meget andet.
No Comments