4 Udgivet i Foreningsarbejde

Mannequindukke i cykeltøj

Jeg var ikke helt tilfreds med den mannequin (venligst udlånt af Intersport), som Kaj kom hjem med. Den havde nemlig hverken hoved eller ben.

Jeg mener – cykelryttere har BEN, ikke?

Jeg skal have en stand på lørdag, så der er ikke meget tid at løbe på. Jeg drønede ned i byen, hvor jeg spurgte mig for i et par tilfældigt udvalgte forretninger. Deres mannequindukker havde heller ikke ben.

Hos Sportigan fandt jeg et perfekt eksemplar. Den havde både ben, arme, hænder, hoved – ja, og bryster. Men den måtte jeg ikke låne. Til gengæld gik de i kælderen og fandt en anden model til mig. Ahhh, gevinst. Denne her havde ben – og jeg måtte gerne låne den. Perfekt.

Cykelhjelmen får jeg ikke brug for. Cykelhandskerne kan jeg spare. Men jeg er tilfreds.

Der er nu ikke meget kød på den cykelrytter jeg har fået klædt på her. Han må være bjergrytter.

Faktisk synes jeg han ligner vores formand lidt. Han er nemlig én af de få medlemmer vi har i klubben, der knap og nap kan fylde den lille størrelse ud.

Andre blogindlæg

4 Kommentarer

  • Svar
    Mette
    17. august 2006 at

    Jo, cykelryttere har ben. Og så vidt de syn vi ofte ser på “vores” sommerstrand i Spanien har de ALTID hvide ankelsokker og hvide bodystockings på.
    Ved nærmere eftersyn er det hvid hud, der hvor cykeldragten og sokkerne har siddet. Et syn for guder ;-)Vi griner stille hver gang.

  • Svar
    Lizelotte
    18. august 2006 at

    Ja … problemerne med at fylde dragten ud er ikke noget vi døjer med hjemme hos os *GG*

  • Svar
    Helle
    18. august 2006 at

    Jeg blev så glad en gang, fordi mine løse ærme begyndte at glide ned når jeg cyklede. Jeg troede jeg havde tabt mig på armene.
    Desværre viste det sig, det bare var fordi elastikken var blevet løs.. 🙁

  • Svar
    Lizelotte
    18. august 2006 at

    Helle – skal vi ikke bare én gang for alle besluttet, at det er SMUKT at være lidt fyldig… 🙂

  • Læg en kommentar