Men så kom Kurt og Kurt

Det var i efteråret, at jeg var på cykelmesse og passede DGI standen, hvor en af mine opgaver var, at sælge Hærvejsløbet.

Og det viste sig at være nemt. Jeg havde godt nok ikke selv kørt løbet, men det havde til gengæld stort set alle de gæster der besøgte standen og de talte så varmt om arrangementet, at jeg besluttede mig for, at det skulle være målet for 2015.

Jeg slog en klubtur op på Baghjulets hjemmeside. Måske var der nogle der ville med? Der var nu ikke mange Baghjulere der ville med på landevejen, hvorimod MTB turen fik flot tilslutning.

Og så går det sådan, som det tit går, at nok beslutter jeg tre-kvart-år forud, hvad jeg skal lave 27. juni, men når 27. juni oprinder, har jeg måske mest lyst til at lave noget andet.

Iøvrigt har jeg haft en frygtelig masse i kalenderen, på det sidste – ikke mindst cykeltræning, for at blive klar til den her lange tur, som jeg nu nærmest ikke gider cykle.

Tilmed viste det sig, at være et lidt besværligt løb. Det starter og slutter nemlig ikke i samme by, så hvordan skulle Cannondale og jeg komme til Vejen og hjem fra Viborg? Man er træt, når man når i mål og så står man der, lang pokker i vold hjemmefra – sidst jeg prøvede det, var til “Odense-København”.

Jeg var klar til at forære min billet væk.

Men ingen ville have den. Jeg havde faktisk skudt en hvid pil efter turen. Det var for bøvlet og det ville i så fald ikke være første gang jeg med 350 kr. ud af vinduet, så skidt pyt.

Men så kom Kurt og Kurt.

De stod der, da jeg trillede ind til træning tirsdag aften.

“Helle! Kom her!“, sagde de. “Vi skal tale med dig“. Og så:

“Hør her, min kone kører os til Vejen”, sagde den ene Kurt.
“Og min kone henter os i Viborg“, sagde den anden Kurt. “Vil du så med eller hvad?!”

Se det var jo noget af et tilbud. Vupti og mine transportproblemer var løst. Den eneste transport jeg selv skal sørge for, er den 160 km lange cykeltur og den er jeg jo i tip-top form til.

Så: Hærvejsløbet – here we come. Jeg tager alligevel ud at cykle den 27. juni.