0 In Bolig og hjem/ Dengang mor var "dreng"

Mit barndomshjem på Nørre Allé

Jeg FIK set mit barndomshjem på Nørre Alle i Strib. Det lille gule hus, som nu er blevet et større gult hus.

Der indløb nemlig en invitation og i dag kunne jeg og min familie gense huset, vi flyttede ud af for 40 år siden i år. Det blev ”a-walk-down-memory-lane” og hvor var det fantastisk at se, hvor flot det gamle hus var renoveret og hvor meget husets nye familier har fået ud af det.

Jeg husker hvordan mine forældre regnede, gangede og dividerede i forsøg på at udtænke en plan for tilbygning. De besluttede sig til sidst for at sælge huset og købe et nyt og større, dengang i 1977.

Dengang lå der iøvrigt en bunker ude i haven. Man aner den på billedet herunder (bakken bag børnene).

Fra kælderdøren kunne vi gå direkte ind i det store, runde rum, som mindede om en underjordisk beton Iglo. Som barn synes jeg bunkeren var uhyggelig. Mine forældre brugte bunkeren som pultekammer og mine legekammerater sagde, at hvis der blev krig ville de løbe ned til mig, for så vi kunne gemme os i bunkeren. Tænk at bygge en bunker i sin have? Mærkelig tanke. Mine forældre lod sig dengang fortælle, at bunkeren ikke lige kunne fjernes, men det blev den dog. Den findes ikke mere. I stedet er der en praktisk dobbelt carport, der hvor bunkeren lå.

Ikke uventet følte jeg at det hele var blevet ’så småt’, lige da jeg trådte ind i husets entre. Jeg huskede det, som meget større, men det var jo mig, der var lille dengang – som på billedet herunder, hvor lille Helle ordner blomsterbedet foran legehuset, der lå nederst i haven med tennisbanerne i baggrunden. Strib Svømmehal var ikke bygget endnu.

Apropos tennisbanerne, så morede jeg mig over synet af tennisbolde, som lå drysset ude i haven, som gule nedfaldsæbler. Sådan var det også for 40 år siden – vi havde altid masser af vildfarne tennisbolde, da jeg var barn. Det var så hyggeligt, med tennisbanerne bag hækken. Lyden af et spil tennis er lyden af min barndomshave på en solrig sommerdag. (PS. det var før det blev moderne at STØNNE når man spillede tennis).

Det sjove ved gamle huse (og huset her er fra 1949) er jo, at det rummer mange menneskers historier. Hvis murstenene kunne fortælle – hvor ville de da have oplevet meget.

Feriegæster (der faldt i søvn). Børn der fotograferes i haven på en første skoledag.

Familiebesøg.

Og fester. Jeg husker det som om, der var mange fester i mine unge forældres hjem. Wow … på billedet herunder er min mor (i gul bluse) ikke meget ældre, end Nikoline.

Vi fik en rundvisning i værelserne på førstesalen, med den imponerende udsigt ud over Lillebælt. I dag er der bygget en kvist på huset. Her kan man virkelig få strakt blikket. Sådan en udsigt havde vi ikke dengang.

Sjovt at se, iøvrigt, at nogle af de originale skabe var bevaret. Skabene hvor Peer ledte efter julegaver dengang han var 7 år.

Den originale charme i det gamle hus var nænsomt bevaret gennem renoveringen, med rustikke vægge (der kom frem efter fjernelse af mange lag tapet, fortalte ejerne. Nogle af lagene har nok været vores), flotte plankegulve (som mine forældre dengang dækkede med tæpper). Over alt var rummene åbnet op og udnyttet til fulde, så huset fremstod lyst, lækkert og rummeligt.

Et hus med masser af sjæl, sådan som et gammelt hus skal have.

Tag bare trappen her, med det originale gelænder jeg husker så godt. Minderne myldrede frem – jeg har rent faktisk engang BRÆKKET MIG ned af den trappe. Stakkels mor, der skulle gøre det rent efter mig.

Vi så vores gamle værelse på første sal, som vi delte de første år, Peer og jeg (indtil jeg fik værelse i kælderen).

Apropos kælderen … Tænk at jeg turde sove dernede alene, da jeg var 7? I dag er  kælderen gennem renoveret og værelserne var flotte og funktionelle, med skabe og opbevaringsmuligheder. Mit gamle kælderværelse var helt uigenkendeligt.

Oppe på vores værelse på første sal, sad vi nytårsaftner og så det flotte fyrværkeri ud over Fredericia. Den udsigt nød husets nuværende beboere også, kunne de fortælle.

Også haven var fuld af minder. Det var i den have jeg lærte at cykle (det var blødt at falde på græsset).  Æbletræet, som jeg cyklede rundt om, var fældet.

Det var et sjovt genkig på et hus, der dannede rammen om lykkelig barndom (hvor solen skinnede hele sommerferien og vi løb på stranden og badede før frokosten og gik i skole og sjippede på fortorvet og plukkede moreller i spandevis i haven og havde huset fuld af venner og familiemedlemmer og mennesker vi holdt af.)

Nu er huset så til salg igen og klar til at danne ramme om nye menneskers liv og historie. Spørger de mig, ville jeg kun kunne sige: De får et godt sted at bo og hils det fra Lille Helle.

You Might Also Like

No Comments

Skriv et svar

Read more:
På cyklen!

Mine damer og herrer! Jeg har simpelthen været ude at cykle i dag! På min TREK …. Iført rigtigt cykeltøj!30 km – estimeret gennemsnitshastighed (computeren satte ud) – 17 km/t.Det...

Close