0 In Ferie

Mit livs flotteste cykeltur

Jeg tror godt jeg tør sige, at jeg har været ude på den flotteste og mest udfordrende cykeltur i hele mit liv i dag – og det siger ikke så lidt!

Min gruppe (vi var 10 i dag) valgte en kort 65 kilometer lang tur med 1300 højdemeter hen over Serra Pistoiese.

I 25 kilometer gik det bare opad og opad, som sad vi på en lang bakke, der aldrig endte. Jeg har aldrig nogen sinde prøvet at cykle opad så længe – ikke engang på Mallorca. Men jeg havde det godt på min cykel og følte mig godt kørende. Jeg tog min tid og sørgede for at økonomisere, så jeg hele tiden havde det godt.

Vi havde de vildeste udsigter af den slags, man bare ikke kan tage med hjem på et fotografi. Gruppen cyklede jævn og i et godt flow, med enkelte opsamlingspunkter, så de bagerste også kunne komme godt med op.

I en lille by, der hed Calamecca holdt vi kaffepause – det er her jeg har fanget Henning og Kurt herunder.

Kajs gruppe 2 kom forbi mens vi var der. De cyklede samme rute i dag, men var startet en halv time senere end os.

Der var en kilde, hvor de lokale gik over og drak vand. Vi fyldte vores flasker. Vandet var iskoldt og smagte dejligt. Der har været 32 graders varme i Toscana i dag.

Halvvejs på turen blev vi mødt af Kai og Kenneth på deres el-mountainbikes. De bidrog med en masse fis og ballade, mens de suste forbi os på deres “motorcykler”.

Og snart derefter kom den første laaaaaange nedkørsel.

Efter at have kørt mere opad, end jeg nogen sinde havde prøvet før, kom nu mit livs længste nedkørsel – 17 km. SÅ er jeg glad for, at jeg kører på min egen cykel, hvor jeg sidder bedst. Ned i hornene og ligge og så ellers en rolig og kontrolleret (læs: langsom!) nedstigning uden angst. Nøøøj, det er længe at sidde der og køre ned.

Efter de første 7 kilometer, hvor jeg nærmest bare kunne lade cyklen falde, holdt vi stop og fik lidt at spise på en hyggelig restaurant. Dernæst kom 10 kilometers nedkørsel igen. Og i dag mødte vi heldigvis ikke så meget trafik.

I Montecatini Alto fik vi eftermiddagskaffe (utroligt hvad man kan nå at spise og drikke på 65 kilometer!). Her sad Kajs gruppe 2 og spiste på torvet.

Da vi kørte derfra tog vi de flotteste billeder af udsigten ned over byen hvor vi bor.

I aften skal vi til Toscansk Aften. Bussen henter os 17.15, så det er om at få et hurtigt bad, få lagt make-up og sat hår, når vi sådan skal fint i byen.

I morgen er der hviledag. Vi kan sove lidt længere og hvad dagen ellers skal bruges til, har vi ikke besluttet endnu.

You Might Also Like

No Comments

Skriv et svar

Read more:
Ikke i humør til sjov

Det er 1. april og jeg er ikke i humør til sjov. Den står på begravelse i dag. Jeg kunne ellers godt tænke mig lidt ”Aapriiiilsnar!” …. F.eks. kunne jeg...

Close