0 In Motionscykelløb

Odense-København 2021

SÅ fik Dorte og jeg – med et års Corona-forsinkelse – kørt motionscykelløbet Odense København og det gik så godt!

I 2012 skrev jeg blogindlægget “Det knap så fede ved Odense København” – en (blandt mange) rigtig dårlig anmeldelser af et løb, der gik totalt galt for Veggerby Sport & Kultur. Blogindlægget er, her næsten 10 år senere, stadig det mest læste blogindlæg på Helleshyggeblog.

Det MEGA fede ved Odense-København

Og derfor vil jeg skynde mig at sige:

Odense-København 2021 spillede 100% og var gennem velorganiseret, hyggeligt og top-i-orden! Jeg har kun roser til organisationen.

Vi startede kl. 14:00 fra Odense. Der var ro, orden, struktur og en fornemmelse af, at vi faktisk ikke var særlig mange.

En punktering på Storebæltsbroen

Broen åbnede kl. 15:00. Der er ikke langt fra Odense til Storebæltsbroen. De førstankomne fra Århus-ruten stod allerede ude ved broen og ventede på at komme over. Vi rullede afsted i det fine, fine sensommervejr sammen med Gitte og Katrine og ankom til broen, hvor jeg brillerede med et BRAG af en punktering på baghjulet, på rampen op til broen. Øv – det var stressende at stå med lige der. Men vi fik hurtigt slangen skiftet og bevægede os over broen i let rygvind. Det var iøvrigt her vi mødte Blæsbjergs gruppe første gang, da Per pludselig råbte “Skal I have hjælp?”. Åååhhh – Ja tak!

Per pumpede mit baghjul op og satte det på igen.

Videre hen over Storebæltsbroen.

Sikke dog en flot tur!

Trafikken var ikke slem og de biler der var, bevægede sig roligt forbi os i venstre side, mens vi havde nødsporet og højre spor at cykle i.

Storebæltsbroen var vores rutes største stigning.

Det er omkring 18 km hen over Storebælt. En rigtig flot oplevelse i det klare sensommervejr.

Efterbroen: Første depot.

Rigtig god forplejning

Og lad mig dvæle ved depoterne, fordi det var noget af det, jeg husker som vildt kaotisk fra sidste gang (se bare de klamme billeder her). Denne gang var der ro, orden, ingen kø, masser af god mad og drikke (som var tilgængeligt). Folk stod bare og hyggede sig i det gode vejr på Korsør havn.

Dorte og jeg fik her en stor rugbrødsmad med leverpostej og agurk (mummms), en cola og en TRÆSTAMME (mere muummms).

Hold-nu-kæft, hvor var den træstramme go’! Jeg hørte senere at det var kokken Claus Holm, der havde bagt dem. Han cyklede selv løbet.

Efter en god pause cyklede vi videre ud i det smukkeste sjællandske landskab. Let 4 sekunders modvind (vi skiftedes nogenlunde til at trække). Vi havde et godt march-tempo på mellem 25 og 28 km/t.

Dejlige små landeveje. Få bakker. Hele tiden grupper af cyklister foran og bag os, vi føltes os aldrig helt alene på de fremmede landeveje.

Dejlig stemning. Godt humør.

En god oplevelse med Race Marschall

Race Marschall cirkulerede rundt omkring os. Det var dejligt at opleve, at de rent faktisk hjalp med at trafikafvikle og ikke bare fungerede som mastere, der skulle bane vej foran et cykelløb (hvorfor jeg ofte ikke har glæde af Race Marschall til et motionscykelløb).

På et tidspunkt dannede flere store grupper “prop”, så bilerne ikke kunne overhale. Så kørte Race Marshall op på siden af grupperne og dirigerede dem høfligt ind, én og én, så trafikken kunne afvikles og der igen var god plads til os alle.

De var så flinke.

På et tidspunkt gjorde vi 4 piger et “tisse-stop” et sted, hvor der var en skov, hvor vi nok mente vi kunne “gå i hækken” ugenert. En Race Marshall så 4 cykler i grøften og stoppede, for at se om der var sket noget. Det syn der mødte ham var: 4 damer på hug, med cykelbukserne nede om knæene. Han storgrinede, vinkede til os, dyttede og skyndte sig videre, da han så alt var i orden. Lidt længere fremme mødte vi ham igen. Nu stod han i vejkanten og langede en flaske ud mod os. Da vi kørte forbi råbte han “hååååånd-sprit!” – de var bare så søde og virkede som om de nød deres arbejde.

I det hele taget var alle hjælpere bare SÅ søde og opmuntrende, selv om de nok har stået i vejkryds og depoter i mange timer i går. Glade tilråb. Masser af klap og hep og opmuntrende bemærkninger med på vejen.

I Tybjerglille bakker var der total byfest. Hele byen stod ude på gaden og heppede os op ad bakken, med musik, flag og klap.

Andet depot kom i Tybjerg, efter 120 km.

Igen: Hygge, byfest, orden, glade hjælpere, deltagere der bare hyggede sig og nød det, god tilgængelig mad, nok af den – og hygiejne.

Se bare lige de her billeder og tænk på de klamme borde fra 2012:

Røde pølser og æbleskiver, pænt serveret. Rene borde. Selv skældespanden er pæn og tømt.
Varm tomatsuppe og pastaskruer. Og håndsprit.

De andre fik røde pølser. Min mave kæmpede stadigvæk med Træstammen fra første depot, så jeg valgte varm tomatsuppe og pastaskruer – det smagte godt og var appetitligt serveret.

Og bemærk: Der er håndsprit.

Og så i nattøjet

Mørket var ved at falde på. Dorte og jeg tog nattøj på nu (lange ben, lange ærmer, vindvest).

Videre ud på ruten. Solen gik ned. Det blev køligere og (værst af alt) mørket faldt på. Vi tændte lygterne. Snart var det bælg, bælg ragende mørkt, derude på de små sjællandske landeveje.

NU kom min værste etape! Vi kørte ca. 60 km i mørke!!!

Jeg bryder mig ikke om at cykle i mørke. Jeg ser ikke særligt godt i mørke, og så er der bare ikke noget som helst sjov ved det. Man kan ikke længere se landskabet. Bare sort, sort landevej og den forankørendes røde lygter. Sådan en cykeltur giver igen mening for mig. Jeg kan ikke komme i tanke om noget som helst sjovt ved det.

Dødsøde Kombardoer

Igen vil jeg fremhæve nogle hjælpere. En servicebil lagde sig ind bag ved os, og lyste vejen op for os. Det var en ufattelig stor hjælp. Jeg kan slet ikke forestille mig, hvordan de mange, mange mørke kilometer ville have været uden de hjælpende forlygter bag os.

KÆMPE hjælp!

Servicebilen fik flere og flere sluset ind i deres lyskegle, så vi blev en pæn flok.

Vi cyklede i god fart, uden at tale sammen. Vi kunne ikke længe se hinanden, så vi råbte til hinanden, for at checke at alle var med:

Dorte? Ja!
Katrine? Ja!
Helle? Ja!

Gitte behøvede vi ikke råbe efter, for lige der trak hun forrest over mange, mange mørke kilometer.

Turen føltes uendelig. Ville det aldrig få en ende?!

Man anede ikke hvor man var og hvad man havde i vente. Man anede ikke om man cyklede mod nord eller mod syd.

Endelig, endelig – efter timer med mørkekørsel (for det tager timer at tilbagelægge 60 km i vores tempo) – ankom vi til sidste depot. Og vi fik lejlighed til at takke de flinke, sjællandske “Kombardo’er”, der havde lyst op for os. Og de blev så glade for at se, hvor stor en hjælp, de rent faktisk havde været for os.

Selskab på de sidste kilometer

Nu mødte vi Gitte og Katrines kærester og deres gruppe igen. De havde som sagt cyklet helt fra Århus. De besluttede sig for at cykle de sidste 30 km mod mål, sammen med os og det var SÅ dejligt at blive flere i gruppen. Mit humør steg for hver mørke-kilometer jeg fik overstået og jeg sad bare og talte ned til mål.

Vi ramte Storkøbenhavn.

Og nu blev mørkekørslen afløst af bykørsel med lyskryds (gadelys – juuuhuuuu!!) og trafikhjælpere der gav os lov til at cykle igennem.

Ca. kl. 23.15 nåede vi mål i Valbyhallen!

8 timers effektiv træden-i-pedalerne og mere end 9 timer efter start i Odense.

Igen – orden, hygge, søde hjælpere, folk der var glade og nød det, musik, fest – bare dejlig stemning i mål ved Valby Hallen. Vi fik tilbudt vand, cola eller en lille øl og fik en medajle.

Hurra for Lars!

Og Dortes mand var kommet, for at hente os hjem.

Aldrig har jeg været SÅ glad for at se Dortes mand!!

Vi fik taget nogle fællesbilleder.

Lars monterede vores cykler på stativet (og konstaterede, at jeg da vist også trængte til lidt luft i baghjulet). Ind i bilen med os og hjemad mod Strib/Fredericia. Dorte havde købt sandwich, som vi spiste i bilen og Lars fragtede os sikkert hjem i seng.

Jeg er bange for, vi ikke var til meget underholdning for chaufføren på vej hjem i bilen (zzzzZZZZZZzzzzzz).

Jeg landede hjemme i Strib kl. 02:00, fik et hurtigt brusebad og krøb ind til Kaj (der havde fået lidt blå mærker til Strade Forestali, efter et lille stunt på Gravel cyklen). Jeg faldt hurtigt faldt i søvn og sov som en sten.

Jeg har drømt om kulstorte landeveje, kold vind i kinderne, støt trampen i pedalerne og røde baglygter i nat. Jeg skal aldrig mere cykle 60km i mørke igen.

Næste morgen: Anna checker lige mormors fine medalje. Hendes far var også ude at cykle i går. Han cyklede også med 24 i snit, ligesom mormor …. øhh, bare hen over 256 km og 7000 højdemeter (Alpenbrevet) :-).

Senere er der tilbud om en lille cykeltur med Anna, morfar og mor – men jeg ved sgu ikke om jeg kan sidde i en cykesaddel i dag?

I morgen drager min lille feriegæst hjem igen for denne gang.

You Might Also Like

No Comments

Læg en kommentar