5 In Hverdagen

Om at blive genkendt …

Man skal aldrig sige aldrig. Men alligevel vil jeg vove den påstand:

Jeg glemmer ALDRIG en person, jeg har mødt.

Det er før sket, at jeg har mødt en person, som jeg har været sammen med, talt med, måske leget med som barn – jeg husker (selvfølgelig) personen, men personen genkender overhovedet ikke mig.

Engang mødte jeg en gammel legekammerat ved en fødselsdagsfest hos én, som viste sig at være en fælles veninde. Meget pudsigt. Jeg sagde: ”Er du ikke…..” og jo, det var hun. Vi havde boet i samme nabolag som børn, leget sammen, gået i skole sammen.

Hun huskede overhovedet ikke mig.

Jeg kendte navnene på hendes søskende, kendte hendes fritidsinteresser, kunne fortælle hende om dengang hun fik sin hundehvalp ”Fnug” og kunne fortælle om hendes mor. Jeg kunne beskrive hendes hus og hendes værelse.

Og hun huskede overhovedet ikke mig.

Hun følte et stort ubehag ved det og undskyldte sig meget. ”Jeg kan jo høre, det er rigtigt, hvad du beskriver”, sagde hun. ”Så du må jo have ret …”. Selvfølgelig havde jeg ret.

Vi havde en fin snak. Hun var sød. Dengang som barn og stadigvæk som voksen.

På Facebook er jeg stødt på mange gamle bekendte. Jeg kontakter dem ikke, for de ville ikke ane hvem Helle Stougård er.

Eller dengang, jeg løb ind i den sygehjælper, som assisterede ved Emilies fødsel. Hun havde været hos mig, i én af de største øjeblikke i mit liv – og hun genkendte mig ikke …. Det var mærkeligt ….

Igen i dag har jeg siddet over for et menneske, som jeg har kendt ret godt engang. Vi har masser af fælles oplevelser og jeg har mange minder om hende og hendes familie, som jeg kendte tæt.

Hun genkendte mig overhovedet ikke. Jeg var ellers med, til hendes første barns barnedåb. Jeg ville ikke kunne glemme én eneste af de gæster, som deltog i mine børns dåb!

Jeg har ikke været i stue med hende i 32 år, men hendes ansigt fik minderne til at myldre frem.

Men jeg gav mig ikke til kendte. Jeg havde ikke lyst.

På en måde er det rart, at det er MIG der har valget. Jeg kan give mig til kende eller lade være. Ingen genkender mig.

Lidt pudsigt – men jeg må have været et barn, en ung, en person, som faldt  i med tapetet – når jeg var ude af folks øje, var jeg ude af deres sind.

Det er mærkeligt ….

You Might Also Like

5 Comments

  • Reply
    AsgerF
    30. august 2008 at

    Det var en sælsom beretning, en øjenåbner.
    Så er “Søren Brun-komplekset” måske slet ikke et kompleks alligevel !
    Det med Søren Brun-komplekset stammer ellers fra Radiserne, eller rettere stribens tegner Charles M. Schultz, der har fortalt at han som barn mente at han så så uhyre almindelig ud, og derfor blev oprigtigt overrasket hver gang nogen dengang mødte ham på gaden og genkendte ham.
    Det lyder som om nu, at der godt kan være noget om snakken alligevel, om at ikke blive genkendt.
    Jeg ville da også, som du, have troet normalen var genkendelse, ud fra egen erfaring med at have kunnet kende igen selv fjerne eller perifere kontakter.
    ( Med den enkelte undtagelse at jeg ikke forventer selv at blive genkendt, på grund af mit eget Søren Brun-kompleks.
    “Sådan som du ser ud, er det da helt i skoven” har velmenende venner ellers forsøgt at helbrede på det. Hm. )

  • Reply
    Frida
    31. august 2008 at

    Sådan har jeg det også. Kort og godt. Jeg tror kun det skyldes at jeg har en god hukommelse. Og for at undgå pinlige situationer så lader jeg også være med at gøre noget eller give mig til kende. Jeg tror ikke en gang det er fordi jeg er så almindelig. Fordi hvis nogen spørger hvem jeg er og jeg så siger det og begynder at snakke om de ting jeg og vedkommende har oplevet, så dæmrer det nu tit for vedkommende. Så kan folk godt huske hende der, der boede der, var søster til ham der og så videre.

  • Reply
    Fru K
    31. august 2008 at

    Eller også er det bare os andre der er nogen forfærdelig ignorante mennesker:( sad en gang ved siden af en møg irriterende fyr i bussen – han snakkede og snakkede, jeg bryder mig virkelig ikke om fremmede der sætter sig og snakker som om vi kender hinanden. Da bussen stopper løber jeg afsted for at slippe for ham, han stod nemlig også af. Jeg ankommer til mit kursus – var vel 3 elle 4 dag – og hvem kommer ind kort efter mig?? SHIT det var pinligt

  • Reply
    Tina - omme i London
    1. september 2008 at

    Jeg har det lige som dig. Jeg kan huske ALT og alle fra min barn og ungdom og kan blive helt paf, naar folk ikke i det mindste kan huske en begivenhed, om ikke alle detaljerne.

  • Reply
    helle
    2. september 2008 at

    Jeg tror evnen til at huske, hænger sammen med evnen til at sanse.
    Jeg sanser alt. Derfor kan jeg skrive lange artikler og oplevelser om det mest dødkedelige cykelløb, hvor Kaj (hvis han kører samme løb) bagefter ikke kan gengive så meget som 5 minutter. 🙂

  • Leave a Reply

    Read more:
    Spænd op i transversus abdominis, frue.

    Det har været pragtfuldt vejr i weekenden og jeg har fået en masse fra hånden. Lørdag formiddag gjorde jeg rent i bilen - jeg HAADER at gøre rent i bilen....

    Close