Om overgreb mod børn og om at reagere

En ny sag om børnemishandling i pressen ….

Al den snak om overgreb mod børn og om voksne, der ikke har reageret, har fået mig til – med gru! – at tænke tilbage på den (forhåbentlig) eneste gang, jeg nogensinde har stået i den situation, at jeg har skullet viderebringe en mistanke.

Min 13-årige kom hjem og fortalte mig en gruopvækkende historie, som hun havde hørt fra en perifirær kammerat. Den handlede om alvorlige overgreb, tilsyneladende begået af pigens stedfar!

Min 13-årige var dybt rystet.

Spontant reagerede jeg med mistro. Kunne det virkelig være rigtigt! Jeg blev meget hurtig flov over min reaktion – for det må simpelthen være det værste for børn, der går videre med den slags: At få at vide, at de er fulde af løgnehistorier.

Min 13-årige underbyggede sin historie med, at vise mig pigens Arto profil, hvor hun havde skrevet nogen ting.

Hvad skulle jeg nu gøre?

Hvis historien var sand, var det en kriminalsag . Hvis pigens historie var opdigtet, var det under alle omstændigheder en pige, der trængte til en snak med nogle voksne om, hvad man går og siger om sin stedfar. Min datter gjorde det eneste rigtige – hun gik til en voksen: mig.

Jeg rådførte mig med min far, som er lærer og har arbejdet med børn og unge hele sit liv. Hans svar var, at slige måtte man aldrig sætte overhørigt!

Så kom jeg i tanke om, at jeg kendte en lærer på den skolen, pigen gik (ikke vores egen skole). Jeg fortalte historien til hende. Hun kendte ikke selv pigen, men hun ville da spørge sin kollega, som var klasselærer for pigen, om han havde bemærket noget til, at pigen var ked af det for tiden.

Jeg glemte alt om historien – jeg synes nu jeg havde bragt den videre til fagpersoner – pigens klasselærer.

Så gik der et par dage. Jeg var på arbejde, da min telefon ringede og en fremmed dame spurgte mig direkte:

”Hej det er XXX. Jeg er XX’s mor. Er det dig, der har ringet ned til skolen vedr. en voldtægt?”

What!?!?

Jeg havde simpelthen den her piges mor i telefonen!

Det viste sig, at skolen havde indkaldt pigens forældre til en snak, hvor de havde forelagt historien. Moren og stedfaren blev rasende! Historien om overgreb var løgn! De konfronterede deres datter, som sagde, at DET havde hun aldrig sagt. Det var en historie min 13-årige havde opdigtet, påstod den arme pige forståeligt nok.

Herefter havde skolen udleveret mit telefonnummer til forældrene, for kunne vi to mødre ikke bare selv rede ud, hvad vores døtre gik og digtede historier om?

Jeg vidste min datter ikke havde opdigtet den her historie   …  men det kunne jeg selvfølgelig aldrig bevise for “man tror jo altid, ens egne er så uskyldige ...”, som én sagde til mig.

Jeg fortalte moren hele historien, som jeg havde hørt den. Om mit dilemma. Jeg fortalte om Arto profilen, og hvad jeg havde læst hendes datter havde skrevet.

Moren sagde, at pigen godt nok havde haft nogle problem. Men det var overstået nu! Hun var faktisk meget sød og forstående at snakke med.

Vi ringede af …

Jeg følte mig som en stor idiot – og jeg følte, der var sået tvivl om min datters og min troværdighed. Nu var det os, der fremstod som løgnere.

Jeg blev bekymret for, om MIN datter nu fik problemer, fordi hun havde ”sladret” til en voksen.

Det fik hun ikke.

Den anden pige gik en bue uden om min datter (med blikket slået ned) og de to piger, har aldrig talt sammen siden.

Lige dengang besluttede jeg mig for, at hvis jeg nogensinde hørte noget om nogen, der ”voldtog deres stedbørn”, ville jeg blande mig uden om . Jeg håber nu alligevel, jeg ville have mod til at blande mig, hvis jeg nogensinde – det gud forbyde! – skulle høre om noget så modbydeligt igen.

Men fy for pokker, hvor var det ubehageligt.