0 In Litteratur & Læsestof

Onde drømme på en 11. september

Jeg vågnede kl. 3 i morges og kunne ikke sove mere. Det sker tit og så er den bedste “medicin” at lægge sig til at læse.

Så jeg fandt en seng at krybe i, hvor jeg kunne tænde lys og rode rundt uden at forstyrre Kajs nattesøvn.

Den roman jeg lige er begyndt på, tager sin begyndelse 11. september 2001. Bogens hovedperson er netop nået ud af sydtårnet og ned på gaden og nu løber han, alt hvad remmer og tøj kan, mod nord, mens Lower Manhattan dækkes i støv og røg og ild og rædsel. Sydtårnet er netop begyndt at synke sammen. Hovedpersonen er overdænget af støv og glasskår og blod og han bærer stadig sin attachémappe under venstre arm, hvor han anbragte den, da han forlod konferencelokalet kort tid før. Han fatter ikke, hvad der sker bag ham.

Han løber og løbet og løber ….

(Jeg falder i søvn igen og taber bogen ned på gulvet) … og så jeg drømmer:

Jeg befinder mig på en vidunderlig strand, fuld af glade børn og voksne i badetøj. Mine forældre er der, min svigerfar er der og Kaj er der. Svigerdrengene er der ikke. Det er pigerne derimod, men de er ikke 19 og 21, som i virkeligheden, men derimod kun 3 og 5 år gamle. De er iført badedragter og lyse rottehaler.

Pludselig kommer en gigantisk flodbølge og oversvømmer den dejlige strand. En tsunami, der drukner alt og alle. Folk begynder at skrige og dykker op og ned i vandet, for at gribe deres børn, inden de suges med ud i havet. Da flodbølgen har trukket sig tilbage, løber jeg hen til Kaj. “Hvor er de?”, spørger jeg. “Alt OK”, svarer Kaj. “Der er et par stykker, der er blevet væk, men de kommer lige om lidt”, siger han, men  jeg kan se på hans ansigt, at han siger det for at berolige mig, for pigerne på 3 og 5 er væk.

Så begynder jeg at løbe og løbe og løbe hen ad stranden, mens jeg leder efter to små blonde piger, som er væk.

Og så vågner jeg …

FY for pokker!!!

Hvad var det for en lortedrøm?!

SÅ hellere ligge søvnløs!

You Might Also Like

No Comments

Læg en kommentar