3 In Kraveben

Ondt

En morgen, hvor jeg sad på hotellet nede i Paris, hvor også Team Rynkeby var indkvarteret, kom en af deres ryttere hen og spurgte mig: “Har du brækket kravebenet?”.

Det kunne jeg svare bekræftende til og så spurgte han, om jeg havde cyklet med det?

Til det kunne jeg svare, at det havde jeg ved gud ikke! Jeg er motionist, for fanden. Jeg cykler for sjov!

Godt nok havde mine cykelkammerater slæbt mig ind på fortovet (ikke noget med spineboard og lignede “pyldreagtige” foranstaltninger, når man nok så ulejligt kommer til skade på et gadehjørne i et fremmed land, i et cykelfelt på vej til Paris). Man forsøgte at stable mig på benene (det virkede ikke først …). “Så, så …”, var der én der sagde. “Du har bare slået dig, du cykler om lidt igen …”.

“Stands trafikken – flyt ikke på den tilskadekomne” og lign. førstehjælpsforanstaltninger var glemt i Maastrichts hektiske eftermiddagstraffik.

Mens mine cykelkammerater inspicerede mig, inspicerede Cykel-Kai min cykel. Han kunne fortælle, at den (vist nok) var uskadt. Den var desværre lige så uskadt som mig selv – hverken jeg eller cykel var kørende længere ….

Nå, det var ellers ærgerligt, sagde Team Rynkeby rytteren. Han havde nemlig en kammerat, som netop havde gennemført Race Across America med et brækket kraveben (tag den!), og nu troede han lige, han kunne spørge mig, hvordan det egentlig var, at cykle med sådan ét.

Jøsses!

“Hvorfor fanden spørger du så ikke bare ham?!”, havde jeg lyst til at sige, men han var allerede på vej væk. Han havde mistet interessen for mig.

Hvorfor skal det altid være så heltemodigt, at cykle med brækkede knogler? Hvorfor skal man altid underholdes, med alle dem der cykler med brækkede kraveben, træner med én hånd på styret eller er i topform igen efter 2 uger.

Er cykelryttere dummere end gennemsnittet?

Er sportsfolk, generelt?

Er man sej, når man “æder sig selv”, ignorerer smertesignaler og vattet, når man tager ansvaret for sine skader …

* suk *

Det gør forbandet ondt i min skulder og mit kraveben her 17 dage efter styrtet og jeg skammer mig faktisk ikke det fjerneste over, at indrømme det … 🙁

 

You Might Also Like

3 Comments

  • Reply
    Ib
    5. august 2011 at

    Race Across America med et brækket kraveben – hmm.

    Får mig til at tænke på en lille historie om en svømmekonkurrence mellem personer med alternative forudsætninger. En af svømmerne manglede alle fire ekstremiteter, så vedkommende havde lært sig at svømmede ved brug af ørerne. Efter at have ført korkurrencen et par hektiske banelængder – svømmede vedkommende pludselig rundt og rundt og rundt…
    Begrundelsen for denne adfærd blev senere lidt undskyldende forklaret med krampe i det ene øre.
    Om konkurrencen foregik i “Mulighedernes Land” over there, skal være usagt.

  • Reply
    FruE
    7. august 2011 at

    Det virker nu bare en smule dumt, at vise sig på den måde. Synes nu ikke det er sejt.

    Så indrøm du bare, at det gør ondt.

  • Reply
    Helle
    7. august 2011 at

    Ja … Avs 🙁

  • Leave a Reply

    Read more:
    Naturfitness debut

    Nix. Lady Merida skulle ikke med i skoven i dag. I stedet blev hun lænket til cykelstativet på Naturcentret, med den store kæde, jeg havde medbragt hjemmefra. Mam-Helle her skulle...

    Close