Overlæge uden aktier

posted in: Hverdagen | 0

Jeg havde lige smidt mig i hotelsengen den dag. Jeg var bombet og havde smerter og mest lyst til at kravle langt ned under dynen, selvom “byernes by”  og dermed verden lå lige uden for mine vinduer.

Jeg tændte for min computer og så, at jeg havde fået en mail. Den kom fra forsikringsselskabet. De snakkede om mit HØJRE kraveben … Ikke lige det kraveben, der var mest i mine tanker den fredag i juli.

De skrev at deres overlæge (hvem jeg aldrig har mødt) havde konkluderet, at min højre skulder var fin og perfekt, lige som den anden og at de derfor satte min méngrad til at være – tja – lige under den grad, der ville have udløst erstatning.

Ærgerligt, ærgerligt ….

Den fredag var jeg røv-hamrende ligeglad med forsikringsselskaber og år gamle brækkede kraveben. Jeg lukkede mailen og tændte for hotellets fjernsyn – hvor jeg iøvrigt fik andet, at spekulere på end forsikringsselskaber og udeblevne erstatsningssummer – Brejvik var i fuld gang med sin massakre på Utøya!

Først da jeg var vel hjemme, fik jeg skrevet mit lange, lange ankebrev. INGEN overlæge jeg aldrig har mødt og som har aktier i Codan, skal komme og fortælle mig, at min højre skulder er rask og problemfri! Ikke uden sværdslag!! Det er MIG der er inde i Helle og MIG der ved, hvordan Helles skulder gør!

Det var derfor, at jeg i går var til undersøgelse hos en uvildig ortopædkirurg på Odense Sygehus.

Jeg ved ikke om det gør nogen forskel. De kan sætte deres procenter som de vil. Men nu har jeg i hvert fald gjort mit …

Skriv et svar