0 In Motionscykelløb

“Paris-Roubaix” 3. afd.

Tredje afdeling af Fredericia Cykel klubs “Paris-Roubaix” (mærkeligt navn til en cup, der ligger så langt væk fra Paris) bragte hele 54 km (altså inkl. turen frem og tilbage) ind på min konto. Ik’ så ringe endda. 🙂 God træning til Mam-Helle her – og så er det altså hyggeligt, at køre cup sammen med piger, der er så sociale og snak’salige, at de gerne venter, så vi kan hyggesnakke hele vejen rundt.

Jeg var nær aldrig kommet ud af den varme bruser, da jeg kom hjem. Nøj, hvor jeg frøs.

Nu er jeg landet i sofaen med en stor kande skoldhed te – herligt! Jeg ser dronningens 40 års jubilæum i fjernsynet og tænker på, at jeg godt kan huske, hvad jeg lavede for 40 år siden.

Mine forældre havde gæster. En af min fars studiekammerater, hans kone og alle deres (mange!) børn var på besøg. Vi legede i kælderen. Der var kun 1 uge til min 7 års fødselsdag.

Pludselig kom én af de store piger løbende ned af trapperne: “Vi skal græde!“, sagde hun.

Hvorfor skulle vi græde?!

Jo. Kongen er død!”

Konger – det er sådan nogen undersåtterne græder over …. Spændt løb vi op af trapperne til stuen, hvor de voksne så det hele i vores lille sort-hvide fjernsyn.

“Kong Frederik den ni-en-de er død. Længe leve hendes majestæt Dronning Margrethe”. Jeg kan huske, jeg syntes det var spændende og eventyragtigt …

You Might Also Like

No Comments

Læg en kommentar