1 In Familie

Pizzamanden eller bedemanden

Det ringer på døren. ”Er det pizzamanden eller bedemanden?”

Der har været et rend af mennesker og faggrupper i mine svigerforældres hjem de seneste dage.

Først og fremmest var der ”vendeholdet”. De var hjemmehjælpere og kom hver 2. time. Så var der sygeplejerskerne som kom og gav medicin.

Midt i det hele, stod der en stærkt forsinket pizzamand i entreen og forklarede på dansk/tamilsk, at han saaagtens kunne finde adressen, for han havde boet her i byen i 25 år. Han havde bare mange kunder i butikken.

Senere var der bedemanden. Ven af huset og kammerat til Kajs søster, helt tilbage fra børnehaven. Han ankom velklædt i sort jakkesæt og slips og han kondolerede og kondolerede. Myndigt gik han i gang efter et skema og de fire unge piger bladrede i kataloger sammen med morfar/farfar og valgte kiste, bårebuket og urne, som passede til mormor/farmor.

Det er godt, at kunne gøre noget praktisk.

Bedemanden delte visitkort ud til alle, på ægte sælgermanér og jeg takkede pænt og mumlede: ”Jeg håber ellers ikke, jeg får brug for dig”. Og Kaj havde lyst til at sige: ”Og så vil vi gerne bede om et samlet tilbud. Så indhenter vi også lige et hos byens øvrige bedemænd!”. Men det gjorde han selvfølgelig ikke.

I sådan en situation, snakker man ikke om prisen.

”Av for satan!!!”, lød det fra sofagruppen (hvor der nu blev set Fangerne på Fortet). Én stødte en tå mod bordbenet.

”Er der en læge til stede?”

Jep. Han sidder i køkkenet. Han ankom (stærkt forsinket, ligesom pizzamanden, pga. mange kunder i butikken og de levende kommer retfærdigvis før de døde). Han konstaterede med en finger bag svigermors øre, hvad vi andre havde konstateret 8 timer tidligere: Døden var indtruffet. Tålmodig, gav han sig tid til at lytte til min svigerfars beretning om forløbet.

Så blev der snakket om hvem der skulle bære. Mændene ved de tungeste håndtag. ”I ta’r jer af farfar, så ta’r vi os af farmor”.

Hele tiden kiggede vi ind til farmor i soveværelset, med jævne mellemrum. Hun havde godt nok ikke brug for os mere, men det var blevet en vane. Vi kunne ikke lade være. Vi sørgede for, at temperaturen var tilpas kold og at der var liv i de levende lys på natbordet. Farmor så faktisk mere rask ud, end vi havde set hende længe, som hun lå der i pænt tøj, med sin paryk på, iført smykker og læbestift.

Det var efterhånden sent og folk glædede sig til en god nats søvn.

Tør han sove her i huset i nat … med en død ….”, hviskede én af familiens gamle. Svogeren.

Tør?! Jeg undrede mig først over spørgsmålet og forsikrede så svogeren, at livet – sygdommen – havde været meget mere uhyggelig end døden føltes lige nu.

You Might Also Like

1 Comment

  • Reply
    Lone B
    27. september 2009 at

    Hej Helle. Godt hun fik fred, kan jeg forstå. Og indtil begravelsen er foregået, er der sådan en mærkelig følelsesmæssig periode, hvor man ligesom mangler at afslutte noget, synes jeg. Og samtidig skal tage stilling til en masse.

  • Læg en kommentar