0 In Bakker

Rør mig ikke!

Et par gange, har der været en ny rytter med i den gruppe jeg cykler i. Han har en skidt vane. Han skubber.

Når han synes man har brug for hjælp, f.eks. på en bakke, så cykler han hen på siden af én og giver én et skub i ryggen, så man ryger fremad i et stød.

Jeg tror han gør det for at hjælpe. Det er sikkert venligt ment. Han gør det kun ved pigerne – altså de piger han kan følge med og som ligger sidst på bakkerne lige som ham selv (han er en tung rytter).

Jeg kan bare ikke fordrage at blive skubbet, når jeg sidder på min racercykel!

For det første, fordi jeg synes det bringer min cykel i usikker slinger (og slinger er der nok af i forvejen, med 18 mand i gr. C!). Jeg mister balancen. Hvis det kommer uventet, er det direkte farligt, hvis den der skubbes ikke lige har ordentligt fat i styret. Vi skubber ikke hinanden rundt i Baghjulet – vi cykler.

For det andet synes jeg simpelthen det er regulært ydmygende!

Den dag, jeg skal skubbes rundt, finder jeg en anden hobby! Men så slet synes jeg retfærdigvis ikke det står til endnu – heller ikke selv om jeg ligger med i nederste halvdel af gruppen på bakkerne.

Første gang han skubbede mig, var første gang jeg nogensinde så ham. Han kendte mig ikke engang. Jeg blev så paf og så ilde berørt, at jeg ikke vidste hvad jeg skulle sige. Men i aftes fik jeg heldigvis sagt fra. Tredje gang han cyklede hen og gav mig et skub i ryggen på en bakke sagde jeg:

”Jeg vil simpelthen ikke ha’ du skubber mig!”
”Vil du ikke ha’ det.. ???” (Han virkede oprigtigt forbavset).
”Nej! Jeg kan ikke fordrage, at blive skubbet!”
”Jamen …. så skal jeg nok lade være…”

Nu gør han det ikke mere.

Godt jeg fik det sagt. Hvor skulle han også vide fra, jeg har det sådan?

Hvis man vil hjælpe mig på min cykel, så skal man give mig et stabilt (ingen slinger!) og trygt hjul at ligge på. Så skal man cykle fremad i jævnt tråd og så skal man holde en jævn hastighed (læs: én acceleration – accelerationerne koster kræfter, det koster ikke så meget at holde farten, når man først er kommet derop).

Sådan et hjul kan jeg spotte på lang afstand.

For mens jeg er fysisk svag på bakkerne sammen med mændene, så er jeg god til at køre på cykel. God til at udnytte mine gear, bruge mit tråd og god til at finde lige nøjagtigt det punkt, hvor jeg får mest mulig læ og bliver suget med. Det har reddet min røv mange gange, sammen med de hurtige drenge i gr. B.

You Might Also Like

No Comments

Skriv et svar

Read more:
Aquathlon i første parket

På feriens 4. dag landede jeg på stranden kl. 11.00 og her var god plads omkring mig. Kun et par kajakroere og lidt børnefamilier havde fundet vej herned denne torsdag...

Close