Dagens lille “lette” tur gik rundt om Andratx og jeg må sige – der var ikke mange kilometer der rullede af sig selv. Op, op, op gik det. Enten gik det lige op i himlen, eller også cyklede man ned. Der var ligesom ikke noget steder på turen, hvor det bare gik ud af lige landevej.
Nedkørslerne var dejlige.
Sagde jeg lige det?!
Jo, asfalten var fin og jeg er blevet bedre til at køre ned. Jeg har fuld kontrol over cyklen og selvom jeg stadig ikke kører stærkt ned, kører jeg ned uden angst. Det’ dælme dejligt.
Den største stigning hed Coll d’Esteve (eller noget i den stil) og vi kom forbi det ene smukke sted efter det andet.
Når jeg satte pris på nedkørslerne i dag, var det måske også fordi jeg var KRISERAMT. Jeg har stået rigtig meget op i pedalerne i dag – jeg kan nemlig næsten ikke sidde på den her fremmede sadel mere! For satan i helvede, hvor har det været pinefuldt i dag. Nok har jeg fået sadlen justeret efterhånden, men de skader jeg nåede at få de første 4 timer på cyklen, bliver bare lige revet op hver dag.
Det er faktisk sådan, at når man cykler sammen med mænd, så kender man godt de der LYDE mænd kan komme med, når man cykler på et godt ujævnt underlag (arhgg-hmmfff-urghhhh) og sadlen lige slår tilbage.
Sådan lød jeg vist på hjemturen i dag. Så Kaj cyklede mig hjem, så hurtigt han kunne – fuld af bekymring og meget medfølende. (Han kan faktisk også godt mærke, han ikke sidder på sin egen sadel).
Det var totalt dejligt at komme hjem og af cyklen og en tur det tyrkis-blå hav. Vi nød timevis ved pool-baren efter turen og vi fik selskab af Emilie, som var oppe at køre, for hendes specialeskrivning “spillede” bare i dag.
PS. I kan genopleve vores tur her:
Ingen har sagt noget