0 In Ferie

Rundt om Mont Ventoux

Allerede her mandag, var der Kongeetaper. Det skyldes at vejret er bedst til Mont Ventoux i dag.

Vi var kun 4 ud af de 47 deltagere, der valgte bjerget fra. Børge (som har kørt bjerget før), Jeannie , som passer på sin Astma og så Dorte og jeg. Vi havde jo vores eksistentielle samtale på Col D’Ey i går …

Og det er muligt vores ben ikke er gode, men vores selverkendelse fejler ikke noget.

Og når jeg siger det, så er det fordi én gjorde sig morsom på min bekostning i går aftes.

Han blev spurgt: “Nå, XX? Hvem cykler du med i morgen?” og han svarede “Jeg cykler med Helle & Dorte ….. HA HA HAR HAR HAR HA HA” (stooooor vittighed, han kom med der), og da han var færdig med at grine af den, tilføjede han:

“Neeeej, selvfølgelig gør jeg da ikke det. Jeg cykler da med nogen, der har gode ben”!

What?!

Sagde han lige, at jeg ikke har gode ben??

Mage til fornærmelse!

Nå …. senere i dag hørte jeg, at han lå med kramper på Mont Ventoux, så måske, skulle jeg spørge ham i aften, om han har gode ben? 😉

Vi kørte i stedet turen Rundt om Mont Ventoux, 112 km. Og det blev det smukkeste alternativ, som jeg priste mig lykkelig for mange gange i løbet af dagen.

Den absolut smukkeste strækning var Gorge de la Nesque.

Hold nu kæft, hvor var der smukt. Gloende varmt. Og sikke en udsigt ned i slugten.

Børge og Jeannie cyklede forrest, jeg lå alene i midten og Dorte cyklede bagerst.

På et tidspunkt kom jeg til at ligge i en gruppe af Belgiere, som kørte op bag mig og omsluttede mig. De spurgte mig til min nationalitet. “Danoise”. Så gjorde de mig opmærksom på at en af vores gruppedeltagere lå bag ude. Det vidste vi jo godt, men vi kører jo enkeltmandskørsel på bjerget og skulle nok samle op.

Jeg kom til at følges med dem et stykke tid.

Deres tråd passede helt til mit. Det var lækkert at komme ind i en gruppe. Pludselig gik det nemmere. Tænk hvis man havde sådan en flok omkring sig på hele turen. Når jeg er syd på med Baghjulet, ligger jeg altid alene i bjergene.

Jeg hader, at ligge alene i bjergene.

Da vi nåede op til Børge og Jeannie, lod jeg belgierne køre, og lod mig mobbe med, om det herreselvskab var bedre end deres.

Vi lavede en masse fotostop.

Og vi løb helt tør for vand i heden.

Efter 70 km spiste vi frokost i Sault, med den flotteste udsigt til bjerget, mens vi tænkte på alle vores venner, der var på vej derop nu. Der var helt vildt mange cykelryttere i området.

Hjemturen efter frokost var 40 km og det var dælme dejligt at ankomme til bagsmæk hjemme på hotellet.

I kan se vores tur her:

Vi var det første hold hjemme og fik de første bulletiner fra Dini, som havde været på bjerget og lave depot til Baghjulerne. Han fortalte, at der dør 24 mennesker på Mont Ventoux om året. 12 på vej op og 12 på vej ned (det har jeg ikke kunnet finde dokumentation for, men nu citerer jeg ham alligevel, for det lyder da dejligt dramatisk, ikke?). Det er måske ikke mange, i betragtning af, hvor mange millioner der besøger bjerget om året. Dini havde været vidne til en kvindelig cyklist, der kørte frontalt ind i en modkørende på vej ned. Hun havde det ikke for godt og blev hentet i helikoptor.

Og Kajs hold ankom hjem. De havde haft en god tur og Kaj sagde, jeg skulle være glad for, at jeg ikke var taget derop: “Du var aldrig kommet ned derfra!!”, sagde han.

Gyyys, jeg er bare SÅ glad for min gode tur med Børge, Dorte og Janni.

Eneste lille problem i dag var det siddesår, som jeg fik efter Odense-København og som sprang-op igen i går igen. FOR SATAN I HELVEDE hvor har jeg siddet skævt på cyklen i dag, i forsøg på at holde ud at sidde i sadlen.

You Might Also Like

No Comments

Læg en kommentar