0 In Gravel biking/ Op af sofaen

Ry Gravel

Kl. 10.00 stod 8 damer (heraf 6 fra Baghjulet) klar ved Klostermøllen nær Ry.

Vi skulle ud på tur og havde 2 lokale mænd til at vise os rundt. 8K + 2M = 10 mennesker – lige indenfor forsamlingsforbuddet.

Da det jo var en gravel dametur, slået op i en gravel Facebook-gruppe havde jeg min gravel cykel med – AKA Miss Diverge.

Og sikke dog et smukt sted, vi skulle cykle 50 km med guide. Wow, hvor var der flot!

Solen skinnede. Efterårsvejret var smukt. Og jeg fik brugt al min energi (havde MAX puls 161 for første gange siden cykeltesten i august).

Meeeen – hold nu kæft, hvor jeg savnede min mountainbike!

Cube-biken. HUN ville have danset igennem det her skovterræn og taget alle stødene for mig, med sine 29″ store hjul, med ENDNU BREDERE dæk og sin fjedrende forgaffel.

Hun ville have båret mig igennem bløde underlag, glatte nedfaldsblade, humblede græsstrækninger, mudrede træktorspor, stenede hønsestier, sandede lavninger og strækninger fulde af rødder.

Miss Diverge tog ikke en skid fra!

Tværtimod føltes det som om hun konstant forsøgte at kaste mig af, som en ung, utilreddet plag. Igen og igen “tabte” jeg hendes “gedebukke-styr” ud af hænderne og blev kastet rundt rundt i sadlen, så jeg skiftevis følte mine nyrer rasle rundt nede mellem æggestokkene og min hjerne dinglede af stød, der startede helt nede i håndleddene.

Undskyld mig, Miss Diverge. Men skovkørsel – DET er sgu ikke din spidskompetence! Så er det sagt. Landevej og brede (faste!) grusstier går, men skovterræn? Nej!

Nogen havde deres mountainbikes med og de så ikke ud til at misunde mig min nye gravelcykel …

Men altså, igennem kom jeg da (trods hendes forsøg på at modarbejde mig) men jeg var temmelig brugt og spildte meget kostbar energi på at styre cyklen igennem skoven.

Men kræfterne kom hurtigt tilbage da vi var i mål. Trængslerne begyndte at gå i glemmebogen og vi sluttede turen med madpakker, sodavand og kage. Vi takkede vores 2 mandlige turledere for at vise os rundt på turen. De var rigtig flinke og gjorde sig umage for at få os alle sammen – også bagtroppen – godt igennem.

Jeg tager GERNE den her gravel tur igen en anden gang – men om Miss Diverge får lov at komme med, er jeg ikke så sikker på.

PS. Min garmin siger jeg skal restituere i 3,7 dage efter den her tur!

You Might Also Like

No Comments

Læg en kommentar