Teolog og journalist Sørine Gottfredsen satte i den grad ord på mine følelser, da jeg læste hendes artikel i Jyllandsposten her til morgen.
Nemlig – hvorfor er det, at TV programmet ”Vil med Dans” gør mig så piiiiiiiiiiinlig berørt, at jeg for flere år siden har lagt den fredagsunderholdning på hylden?
Sørine skriver en artikel i ”Sportspanelet” side 6 i Jyllands Postens tillæg ”Tempo”. Overskriften lyder ”Fortiden tilsmudses på dansegulvet”.
Allan Simonsen, siger Sørine –han som blev en del af dansk selvopfattelse (ligesom Arnesen og Elkjær) i 80’ernes store fodbold slutrunder, noget sublimt og uforfalsket – han bliver, med sin deltagelse i ”Vild med Dans”, reduceret til billig fredags-pauseklovn og værdigheden fra dengang tilsmudses af platheden af i dag. Sådan beskriver Sørine det.
Jeg havde en følelse af, at være pinlig berørt.
Sørine beskriver det som en følelse af tristhed.
Og der er noget, at være forstemt over, siger Sørine.
Først og fremmest den velkendte skrøbelighed, der ofte omgiver sportsstjerner på jagt efter en dybere mening med livet. For man deltager vel ikke i ”Vild med Dans” hvis man hviler i sig selv og er hævet over behov for letkøbt opmærksomhed?
Dernæst den ensrettede magt, medierne har over sportspersonlighederne i dag. De er så underlagt mediernes betingelser, at deltagelsen i reality programmer blot er det næste naturlige skridt at tage, skriver Sørine.
Og så er der det skær af ”livskriseterapi”, som synet af Joachim B. Olesen, Jeanette Ottesen Gray, Nicolai Moltke Leth og nu Allan Simonsen i dansesko har.
”Deraf den bratte følelse af tristhed”, slutter Sørine.
Hvor synes jeg dog, hun har ret.
Jeg lukker min tykke avis.
Der er så meget læsestof, at jeg ikke bliver færdig ved morgenkaffen. Jeg må gemme resten til fredagens næste pauser.
2 Kommentarer
Lene
23. september 2013 atSe nu skriver jeg fra et andet ståsted, jeg elsker nemlig Vild med Dans 🙂 Men jeg kan følge jer for nogle af deltagerne. For andre deltageres vedkommende tror jeg faktisk, at de synes det er en sjov udfordring. Og når man som jeg altid har drømt om at danse som en drøm med en virkelig god danser, ja så tror jeg at hvis jeg var kendt, at jeg kunne fristes til at være med. Tænk at få lov til at blive udfordret uge efter uge og samtidig have en dygtig danser ved min side og få lov til at gå all in i kostumer? Jo jeg tror godt jeg kunne fristes 🙂 Men jeg slutter som jeg startede, der er visse deltagere, hvor jeg tænker, det her, det er for pinligt.
Merete
24. september 2013 atJeg kan også li’ “Vild med dans”.
Og jeg forstår ikke hvorfor man ikke bare kan lade de kendte i fred og lade dem gøre som de har lyst til. Typisk at man lige i år fremhæver Allan Simonsen. Bevares… manden er ikke en ørn på et dansegulv. Men kunne det tænkes at han tager det som en udfordring, og ikke lidt letkøbt opmærksomhed?!
Synes simpelthen det er langt under lavmålet at bruge disse ord: “reduceret til billig fredags-pauseklovn og værdigheden fra dengang tilsmudses af platheden af i dag”. Fy for pokker hvor kan man nemt “score point” på andres bekostning.
Jeg gentager gerne: fy for pokker!