0 In Søvn

Så kom drømmen ..

I nat havde jeg et væmmeligt mareridt.

Jeg vidste at jeg ville komme til at drømme om det her og i nat kom det.

Jeg drømte, at en af mine nære blev kørt over af en lastbil og døde! I drømmen var det min svigersøn, der pludselig var væk og min datter kom til mig med den største af alle sorger.

Jeg drømte, at jeg kiggede på min voksne datter, men så: min 2-årige, min 8-årige, min 12-årige og jeg tænkte: ”Hvordan skal hun komme igennem den sorg? Knækker hun eller klarer hun den?”.

I drømmen sad min datter og jeg pludselig på en café ved et bord, hvor vi fik serveret jordbær med fløde. Min datter fortalte mig, at hun ikke ville være i lejligheden mere – alene.

Så var der pludselig en masse fremmede, ansigtsløse mennesker omkring bordet og de havde alle en menig og et godt råd til min datter.

Skulle hun flytte eller ej? Hvad med økonomien? Havde de været gift? Havde de forsikret hinanden?

Pludselig rejste min datter sig op og forlod caféen. Hun ville ikke tale om det her.

Jeg løb efter hende ud på gaden. Jeg kom til at tage tallerkenen med jordbær med – jeg nåede ikke at spise dem.

Der var noget, vi ikke havde nået!

Og jeg tænkte: ”Åh, nej, nu stjæler jeg jo caféens service”.

Min datter gik hurtigt ned ad gaden med raske skridt. Hendes krøller blafrede i vinden og det var så forfærdelig, så forfærdeligt. Jeg løb efter hende.

Jeg skulle hjælpe hende, men jeg kunne ikke tage smerten fra hende.

Og i hele drømmen spurgte jeg ud i luften:

Hvorfor?
Hvorfor skulle det ske?
Hvad nu, hvis ikke … hvad nu, hvis … lastbilen havde kørt en anden vej, venstresvingspilen ikke havde været blændet af, cyklisten havde været 100 meter længere ude i krydset?

Kan vi ikke tage scenen om?
Skrue tiden tilbage?

Og så vågnede jeg med hamrende hjerte!

Jeg lå i min seng. Det hele havde bare været et uhyggeligt mareridt!

Kaj lå bag mig, med armen omkring mig. Hans sov, men han var levende. Alle var levende. Lettelsen skyllede ind over mig – og så tænkte jeg på de forældre og den kæreste, der ikke vågner op FRA et mareridt, men TIL et mareridt.

You Might Also Like

No Comments

Skriv et svar

Read more:
Trio’en på Coll d’Honor

Her ser I mig og min lille gruppe D kvinde-trio, som jeg har cyklet dagens 114 kilometer og 900 højdemeter sammen med. Orienten er dermed besteget - for 6. gang...

Close