Det skulle være hviledag i dag, så Kaj, Erik, Stig og jeg drog med det flade syd.
Vi kom forbi Mariabakkerne (hvor Nikoline og jeg cyklede rundt med unge guider for 3 år siden). I dag kiggede vi bare på bakkerne – ingen havde ben til at cykle op ad dem.
Vi fortsatte mod San Joan. Her var en god bakke op til klostret, hvor jeg aldrig havde været før. Den besteg vi.
Sikke en fantastisk udsigt! Da vi havde nydt den tilpas længe, kørte vi ned. Stig og jeg kom først ned – vi stillede os til at vente på Erik og Kaj. Vente og vente og vente. Jeg nåede at ringe til Kaj for at høre, hvor pokker de blev af, da de endelig kom susende. Erik havde skåret et dæk op i et sving, så de måtte lige klare en defekt inden nedturen.
Bagefter spiste vi frokost i Llubi. Vi var så trætte, at vi nærmest sad og småsov i solen, mens vi ventede på maden .Vi var tidligt hjemme – 83 kilometer og 750 højdemeter – det var der ikke meget hvile i …
Slet ikke når jeg tænker på, hvordan det gik ind gennem sivene i røven på drengene – FØJ FOR POKKER!! Og så med en stor Baguette med Pollo i maven. Bøvs!
Vi nåede en tur på stranden, hvor Kaj og jeg fik en lille lur på en solseng, mens vi så trialeterne svømmetræne. Der er et stort Tri-stævne hernede i den kommende weekend.
Ved I hvad? Jeg trænger stadigvæk til hviledag! Jeg har nu kørt 450 kilometer på 4 dage – pyyyyhhhh – måske skulle jeg prøve med en ny hviledag i morgen?
Ingen har sagt noget