4 In Familie

Sjove fund i en gammel pose

Forleden kom Kajs mor med en pose, hun havde fundet bagerst i et skab. Hun syntes den tilhørte Kaj.

Han interesserede sig ikke synderligt for indholdet, men tøserne og jeg kastede os nysgerrigt over indholdet.

Den viste sig at indeholde telegrammerne fra hans konfirmation i 1975. Umiddelbart kedeligt – en masse hilsner fra folk vi ikke kendte. Men da vi kom til at nærstudere telegrammerne, fik vi os alligevel et godt grin – pengebeløbene var noteret. 10 kr – 20 kr – 50 kr fra familien og ét med hele 100 kr indlagt (fra svigerfars daværende chef).

Pigerne skrupgrinede. Sikke nogle små beløb.

Derudover fandt vi festsangen fra hans mor og far. 10 vers omhandlende 10 ulykker/uheld/skader Kaj havde udsat sig selv for. Brækkede ben, styrt på cyklen eller buler i morfars bil fra sammenstød med sæbekassebiler.  Nåh ja, og så lige et par vers om alle de tæv han gav sin lillesøster – stakkels Jette.

Der lå også nogle skole portrætfotos, jeg aldrig havde set før. Vi synes han ligner Emilie, som hun så ud, da hun var 12 år  – eller måske er det hende, der ligner ham …

Jeg kan i hvert fald genkende de der viltre krøller Emilie allerede kæmpede med som 9 årig – som hun selv udtrykte det i sommers, mens hun ærgrede sig over en dårlig karakter: ”Jeg har arvet alt det dårlige fra far: Hans krøller – hans tæer – og hans intelligens!”

En dybt uretfærdig udtalelse!!

Kaj har nemlig pæne tæer  😀

You Might Also Like

4 Comments

  • Reply
    Lizelotte
    27. august 2007 at

    Ahem … er der noget i vejen med Kaj og Emilies intelligens??

  • Reply
    Helle
    28. august 2007 at

    Nej, det er der nu ikke. Faktisk har Kaj fortalt, at han var en tur omkring skolepsykologen, da han var lille. Psykologens svar var, at drengen var godt begavet. Det var noget andet der var galt: “Knægten er slet og ret doven!” 🙂
    Emilie er tilgengæld ikke doven – bare amitiøs og ikke altid tilfreds med sine karakterer.

  • Reply
    Lizelotte
    28. august 2007 at

    Så var det da en fræk udtalelse fra tøsebarnet .. tænk at både arve krøller, pæne tæer og et godt hoved – og så brokke sig over det 😉

  • Reply
    Helle
    28. august 2007 at

    Hun skulle skamme sig, skulle hun.

  • Læg en kommentar