0 In Bakker

Skrid! Og de gjorde det sgu …

I går var så dagen, hvor Nikoline skulle ud at prøve at cykle i gruppe med Baghjulet for første gang. Forinden har hun taget en del træningsture alene, sammen med mig og ikke mindst sammen med Kaj – sidstnævnte er kørt i et snit på 26-27 km/t, så hun var ”udlært” til gr. D.

Turen gik mod Jylland. 18 mand i gr. D. Af sted, ud over bakkerne ved Mejeriet og en masse modvind. Uro. Råben. Zig-zag kørsel. Tonsvis af huller i vejen – ikke én af de mest harmoniske eller behagelige grupper at cykle i.

Nikoline har ingen problemer med at hænge på. Hun er (i modsætning til sin mor) med front gruppen først op ad bakkerne. Som Kaj siger: Hvis hun fortsætter med den stædighed, kan hun nå at tegne en U23 dame licens og køre noget rigtigt cykelløb.

Men 15 km ovre i Jylland, lige efter en hård bakke, sakker hun pludselig bag ud. Jeg kører ned og spørger om hun er OK. Hun siger hun har ondt i maven – en slags ”sidesting”. Gruppen tonser af sted.

Turlederen kigger spørgende bagud og trækker ned til os.

Hvad gør vi?!? Skal vi stå af?

Så er det, at det er sin sag for en ny, at bede en stor gruppe om lige at ”klappe hesten” fordi hun har fået ”sidesting” (eller hvad det nu er) – så en hurtig beslutning, truffet på 45 sekunder – Nikoline og jeg bliver enige om at slippe gruppen og cykle selv.

”Ok!”, råber turleden bare. Og så kører de sgu!

De skrider uden videre!

Gruppe D efterlader næstformanden og 1 stk. ny dame på en landevej ovre i Jylland.

Hvad fanden skete der lige der?!

Nikoline og jeg stopper.

Nikoline trækker vejret dybt ned i maven. Tager en tår vand. Retter sig ud. Står lige lidt. Så er ”sidestingen” væk. Og den kommer ikke tilbage.

Væk er også gruppen.

Var de ikke lidt hurtige til at acceptere, at vi kørte fra!”, spurgte Nikoline.

Jeg forsøger, at forsvare mine klubkammerater.

De respekterede jo egentlig bare vores egen beslutning …”

”Er det ikke dig der siger, at INGEN møder op til træning ved broen for at cykle med Baghjulet ud, for så at beslutte sig for 1 time senere for, at nu vil de forresten pludselig gerne være alene!? Og jeg troede SLET ikke Baghjulet efterlod de nye!”

(Behøver hun sige det så direkte …?)

Joe … men øhhh – så var det måske fordi du var sammen med mig ….”

Så vil jeg sgu ikke være sammen med dig!!!”

Resten af turen gjorde hun alt hvad hun kunne for at køre fra mig.

Vi cyklede 60 km i Jylland i aftes. Vi forsøgte faktisk at finde gruppen igen, men det lykkedes ikke.

Nikoline var pissegodt kørende, men skuffet over ikke at komme med gruppen hjem! Hun synes hendes træningsaften var ødelagt og hun har ikke tid til et nyt forsøg før i næste uge. Det her fik hun i hvert fald ikke meget gruppetræning ud af.

Jeg prøvede at trøste Nikoline med, at hvis hun virkelig ville det her, kom der masse af andre cykelture.

Lyt til mor her – der kommer så mange, at man er ved at brække sig, til sidst.

You Might Also Like

No Comments

Skriv et svar

Read more:
Mig og min skygge

Mig og min skygge - alene på tour en onsdag aften i solnedgangen.

Close