0 In Gymnastik

Socialt klubliv

Og så startede gymnastiksæsonen igen og det var dejligt at møde sit hold – både kendte og nye ansigter. Det er et meget socialt hold, med et rigtig godt kammeratskab. Vores trænere opfordrede os til at bakke godt op om holdet med vores deltagelse. Selv hvis vi var skadet, opfordrede de os til at komme alligevel. Vi kunne jo gå til hånde eller hjælpe med noget andet.

Det var vigtigt at vi var der, allesammen!

Apropos det sociale og kammeratskabet i en klub, så har jeg tænkt over en ting. Om små 14 dage drager jeg til Korsika sammen 24 andre cyklister. Det er en klubtur. Vi er medlemmer af Baghjulet alle sammen, ellers ville vi ikke kunne komme med.

“Klubkammier” … alligevel er der – udover Dorte og Kaj – stort set ikke nogen af dem, jeg nogensinde cykler en tur med. Eller mere præcist: 3/4-del af holdet har jeg stort set aldrig cyklet en tur sammen med!

En god håndfuld (mindst!) af deltagerne på turen er cyklister, der aldrig nogensinde sætter deres ben i vores klub. De kommer ikke til træning (og hvis de gjorde, cyklede de sikkert ikke i min gruppe). De melder sig ikke som turledere. De går ikke ind i vores udvalg. De kommer ikke til generalforsamlingen, de kommer ikke og vender pølser til Tour de Vestfyn eller deltager i klubbens øvrige arrangementer.

De bidrager overhovedet ikke til det sociale klubliv i hverdagen!

Nogen er lokale og andre bor langt væk i andre byer, på nordfyn, sydfyn eller i nordjylland!

Derfor er de sikkert nogle flinke mennesker – men hvor meget socialt klubliv er der egentlig i det?

Man kan undre sig over, hvorfor de udenbys så melder sig ind i vores cykelklub og booker sig ind på vores udlandsture. Det gør de vel, fordi vi laver nogle gode cykelrejser og dem vil de gerne med på.

Når man møder til træning i en cykelklub som vores, så står vi måske 50-70 mennesker i en 5-minutters tid og snakker i grupperne. Herefter spredes vi for alle vinde i en radius af 50-kilometer i hele trekants-/vestfynsområdet på vores cykelture. Mere ses vi ikke, mere klubfællesskab er der ikke i det. Min gruppe D har sågar i de seneste par år været så lille, at jeg reelt set mange aftner bare cykler en tur med en 2-3 stykker. Og det ku’ vi da bare gøre alligevel, i stedet for at betale kontigent og møde op og “fingere” klubtræning og klubfællesskab.

Hvor socialt er det?

Er det sjovt?

Til gymnastik mødes vi 40 mennesker og vi BLIVER sammen i samtlige halvanden timers træning. Vi varmer op sammen, træner sammen og er sammen om 3. halvleg (omklædning, afslutning, whatever). Vi er sammen på tværs af køn, alder og formåen. Nok har vi forskellige roller på holdet, men vi er sammen. Og hvis én bliver væk, er det noget skidt, for så er der et “hul” i rækken.

Vi snakkede meget om den her kontrast, Kaj og jeg, da vi var til Landsstævne forrige år og skulle have været ud at cykle (cykling var det eneste vi kendte til). Cykling ville betyde timevis alene ude på landevejen. Gymnastikken var én stor folkefest. Dengang valgte vi festen. Vores cykler blev ikke engang pakket ud. Timerne alene på landevejen, tager vi til hverdag.

Jeg elsker at cykle. Jeg lægger bare meget mærke, til den her store kontrast.

You Might Also Like

No Comments

Læg en kommentar