2 Udgivet i MTB

Søndag i Silkeborg

Silkeborg blev udsat, men af sted kom vi og søndag morgen kl. 9.30 tog vi ud på MTB.

Det har regnet i flere dage og ruten var møghamrende mudret. Jeg havde ingen flow i min kørsel overhovedet – efter en time, synes jeg ikke det var sjovt mere. Jeg havde lyst til at køre en anden vej. Så jeg sagde til min gruppe, at jeg ville cykle fra.

Det får man ikke uden videre lov til at gøre, når man er med Baghjulet på tur. Først er der en række ting, ens klubkammerater må sikre sig. Var jeg OK?

Jeg var OK – altså bortset fra, at jeg var noget forkvalmet af, at køre med hjertet oppe i halsen og iøvrigt synes det hele var vådt og træls lige nu. (Øv!)

Kunne jeg finde hjem? Det mente jeg, at jeg kunne. Min Garmin har GPS og kan vise vej og vise mig retur til mit startsted. Jeg skulle nok finde hjem.

Havde jeg telefon med? Det havde jeg også. Den har jeg forresten også GPS i, hvis Garmin skulle svigte mig og jeg kunne ringe efter hjælp, hvis jeg fik brug for det.

Endelig konstaterede Helle at jeg jo havde min store (lækre!) madpakke, smurt på Silkeborg Vandrehjem – hjemmebagt rugbrød og pålæg og banan og en chokoladebar. Vandsmækte ville jeg i hvert fald ikke, på min vej ud af Silkeborgs mudrede skove.

Som en sidste sikkerhedsforanstaltning bad Helle mig sende en SMS når jeg var godt tilbage i Silkeborg. Da alt var på plads, fik jeg lov at cykle ud af skoven – mit humør steg 4 grader allerede på vej ned af den lange (asfalt)bakke på Linå Vesterskovvej.

Vel retur mod Silkeborg fik jeg sendt den lovede SMS og fandt så nogle små cykelveje, jeg kunne tage min søndagstur på.

silkeborg-sti

Lige der, skinnede solen dejligt.

silkeborg-bro

Her var pænt 🙂

silkeborg-paent

Og tørt. Kortet på Garmin holdt mig orienteret om, hvor jeg var.

silkeborg-garmin

Tilbage mod byen, cirkulerede jeg lidt rundt, inden jeg fandt vandrerhjemmet. Her satte jeg mig på en bænk og spiste min madpakke …

silkeborg-vandrerhjem

Hvorefter det begyndte at ØS-regne … igen.

Jeg fortrak til vandrerhjemmets opholdsstue, hvor jeg sad og røvkedede mig i 3 timer, inden Kaj og de andre var tilbage og vi kunne køre hjem.

Jeg havde vitterlig nok fået mere ud af min kostbare weekend, hvis jeg ikke kun var blevet hjemme lørdag – men også søndag.

Andre blogindlæg

2 Kommentarer

  • Svar
    Malin
    1. juni 2015 at

    Øv, men nogle gange lykkes det bare ikke rigtig på den cykel og så er det slet ikke sjovt! Det ser dog utroligt smukt ud, der hvor du har cyklet, og jeg håber, du snart kommer ud på en af de gode ture

  • Svar
    Helle
    2. juni 2015 at

    Ja, der er smukt. Jeg har været der i solskin og på tørre spor. Kan klart anbefales 🙂

  • Læg en kommentar