0 In Gravel biking

Søndagsgravel i februar

I dag var vi med Baghjulet på Søndagsgravel, som køres den sidste søndag i hver måned. Altså når det ikke er aflyst … I december blev det nemlig aflyst pga. Corona og i januar blev det aflyst pga. storm – så jeg har faktisk ikke være med på søndagsgravel siden Hampen turen i november.

Jeg var lidt spændt på, hvordan det ville gå for mig, efter corona og 14 dages cykelpause.

Et par-og-tredive klubkammerater mødte op. Kaj og jeg valgte den korte rute på godt 50 km. Grupperne gik fra start kl. 10.00 i koldt, men flot, flot februarvejr.

Kaj førte an ud af byen og brillerede med at komme til at stile mod Kiddesvej og jeg nåede at tænke “What the Fuck?!??!!!” – ruten gik vel for pokker ikke op ad Kiddesvej? – men heldigvis var der U-turn og vi kom op af en lidt mildere stigning længere nede.

For mig er udfordringen på bakkerne altid, at få lagt mig i et tempo, hvor min krop kan cykle længe opad, uden at brænde ud. Det er pisse-svært, når alle de andre forsvinder op ad bakken foran én. Man kommer nemt til at prøve at køre lidt hurtigere, for at følge efter gruppen og det hævner sig. Hver gang der kom en hård bakke, blev jeg sat. Og der er mange bakker i Grejsdalen!

Jeg var også sat, når det blev blødt og mudret og uvejsomt (hvor der var skygge, lå der nogensteder is). For pokker – så kan jeg ikke komme igennem, på min gravel cykel. Og se lige billedet herover – jeg var jo omgivet af mountainbikere! Og til tider savnede jeg også min Cube Bike og den store fede dæk og bløde forgaffel.

Men SE lige den himmel vi har der!

Sikke et SKØNT solskinvejr vi havde på vores tur, gennem det smukke landskab.

Vi fulgte også Bindeballestien på noget af ruten. Den er asfalteret. På flad asfalt går det meget bedre, med at komme fremad.

Og jeg stiftede bekendtskab med Julius Jepsensvej. DEN kunne jeg ikke cykle op af og den er edderbroderemig lang at gå op af i mountainbikestøvler! Nogen sagde, at den visse steder steg 17%!

Jeg vidste på forhånd, at Ole ville skære et hjørne af, fordi han skulle lave depot i målområdet, så efter godt 40 km drejede jeg fra sammen med Ole. Jeg lagde mig i Oles baghjul og på asfalt fik vi farten op og drønede de sidste 10 km ind mod Vejle til mål, hvor Ole bankede et depot op med store fede fastelavnsboller, cacaomælk, slik og chokolade.

Grupperne kom ind en halv times tid efter og der blev spist og drukket i det flotte vinterkolde solskinsvejr, mens vi – godt mudrede – takkede hinanden for turen.

Når jeg har været ude på bakker, er jeg altid 140% topmotiveret til IKKE at spise kager og flødeskum. Så jeg forærede min fastelavnsbolle til en af de andre, som havde meldt sig til turen efter tilmeldingens udløb, og derfor ikke vidste om der var nok til ham. Det så i hvert fald ud til, der blev sat stor pris på fastelavnsbollerne.

Og så hjem og hvile ud. Turen gik såmænd fint nok – jeg kan i hvert fald ikke bebrejde coronaen mine kvaler på bakkerne.

I næste weekend skal jeg på gravel tur igen – denne gang i området omkring Jelling. 68 km bliver turen – det bliver sikkert lige så hårdt og forhåbentligt lige så hyggeligt, som det var i dag.

You Might Also Like

No Comments

Læg en kommentar