Pia og jeg gik til start ved 3. afdeling af sæsonens vintercup nær Esbjerg i sne og frostvejr. Fingre og tæer var stivfrosne, da vi kørte ud på ruten.
3 poster senere cyklede vi gennem Hjerting Plantage i højt solskinsvejr, med røde kinder og varmen dampende ud under vores hjelmhuer.
Jeg kunne ikke svare på ét eneste af dagens spørgsmål.
Vi nåede post 5 samtidigt som et par fra en klasse, som vi ikke var i konkurrence med. Spørgsmålets kategori var af geografisk karakter, så uden at veje min ord nærmere sagde jeg til den ene rytter (som jeg kender ret godt): “Det må du da vide – du er skolelærer“.
Nu er det sådan, at sproget hele tiden udvikler sig og nye betydninger af ord og termer opstår. F.eks. er det jo ikke politisk korrekt at sige, at en person er “Åndsvag”, vel? Man siger at personen er “Udviklingshæmmet”, for Åndsvag er gået hen og blevet et grimt skælsord.
Således havde jeg de venligste intentioner, da jeg udtalte sætningen: “Det må du da vide – du er skolelærer“. Jeg mener, min egen far er skolelærer. Jeg har masser af skolelærere i familien.
Jeg er faktisk vokset op i et skolelærerhjem!
Derfor blev jeg temmelig forbløffet da den her skol… – øhh…. – den her seminarieuddannede person svarede:
“HOLD SÅ KÆFT med det udtryk”
“Uha, ja” (supplerede vintercup makkeren forskrækket) “XXXX hader det udtryk”.
Hermed min uforbeholdne undskyldning!
Jeg anede simpelthen ikke, at “skolelærer” var gået hen og blevet et bandeord .. 🙁
Ingen har sagt noget