Med gårsdagens gode 82 km lange træningstur med gr. C, rundede jeg årets 3.211 kilometer.
Jeg synes i går var første RIGTIG fede sommerdag i år. Så efter endt træning styrtede jeg ud til stranden. I går valgte jeg Nordstranden i Strib, hvor der var fred og god plads. Ikke mange børnefamilier, for vandet bliver hurtigt dybt. Tre skridt, og man står i vand til livet. Gode svømmeforhold og en dejlig sandbund.
Jeg fik fire timers intensiv hvile med aviser og bøger og kølige svømmeture.
Nordstranden i Strib er min barndoms forhave. Der er jeg vokset op.
Her tilbragte jeg utallige timer sommer, vinter, for- og efterår – især da jeg var på alder med de to børn på billedet herunder. Billedet kunne godt være taget fra ét af mine forældres fotoalbums, fra dengang: lille Peer og Helle anno 1973 (altså bortset fra, at skorstenen ved Superfoss i Fredericia er revet ned nu og min lillebror var helt kridhvidhåret om sommeren dengang).
Som jeg husker det fra dengang, lå min far altid på et tæppe i nærheden, omgivet af alle sine skolebøger (han var lærerstud.). Og det var ALTID varmt og sommerferien varede hele året – hmmmm …. det er nok en erindringsforvridning.
Og så er Post Danmark Rundt gået i gang.
Dermed er jeg alene hjemme for første gang siden VM i landevejscykling.
3 Comments
Merete
20. august 2012 atNordstranden er en skøn strand. Dér har jeg jo selv været en del timer som barn – vi havde heller ikke særlig langt derned. Og med en mor som ikke arbejdede, var der “rigeligt” med tid til den slags fornøjelser. En klap-sammen-mad og en flaske saft i tasken, tæppet undet armen og så afsted.
Er der virkelig sandbund? – det husker jeg ikke helt 🙂
Helle
20. august 2012 atJo – rigtig god sandbund, når man kommer de der 2-3 skridt ud.
To ting jeg mindes fra min barndom: 1. Min mor var ALTID på arbejde (hun skulle tjene penge hjem, nu da min far var stud.) – og 2. Hun havde vandskræk, så ingen badestrandsminder sammen med mor Ellis.
Irene
21. august 2012 atIh hvor ser det lækkert ud. Jeg malede klubhus i DCH… Bagefter kunne vi gå over gaden og bade ved Føns Strand, men der var alle de mennesker der ikke var i Strib 🙂