9 In Bakker

Sprinteren hævner sig

Turen i aftes startede ud i god modvind og inden vi så os om, kørte vi rundt i pænt bakket terræn. Vores turleder var egentlig blevet væk, så vi var heldige, at én af de andre tog tjansen i stedet.

Gruppen kørte ikke særligt disciplineret. Der blev kørt godt til. Gruppen var godt trukket ud og vi var en lille flok, der meget hurtigt kom til at ligge nede bagerst, hvor vi fik kørt en hel masse huller op. Elastikkørsel til den helt store guldmedalje. Arrghhh – det sled!

Da jeg havde cyklet sådan i en times tid (jeg synes nærmest jeg lå og jagtede efter nogen, der alligevel ikke gad lege med mig), spurgte jeg forsigtigt de omkringliggende, om de havde samme følelse. De havde de!

Så råbte jeg op og stoppede gruppen! Gruppen stoppede.

De forreste, blev godt nok stående flere hundrede meter fremme, som om det her ikke vedkom dem, men jeg fik dem hidkaldt, og spurgte, om de ikke ville være med at køre lidt gruppekørsel? De ville de gerne.

Vi rettede ind, to og to og aftalte en hastighed. Vi fortsatte som ”et tog” gennem det bakkede landskab. Men SÅ kom der en større bakke. ”Roooolig! Samlet kørsel op af bakken”, råbte jeg – men så rev én af ”rangérvognene” sig løs af toget. Den røg i 3. position og bragede forbi resten af toget – op af bakken og forbi alle os andre.

Hov! Hvor hvad laver du?! Og hvor er din makker!!”, spurgte jeg.

Hans makker havde han sat af. Han kunne ikke følge med op af bakken, sagde han. Gruppen gik igen i opløsning – inden længe herskede der atter kaos og anarki og elastikkørslen startede forfra.

Jeg opgav!

Jeg ville hjem.

Kort tid efter, kom vi ud på flad vej. 10 kilometer ind til Middelfart. Nu var jeg træt af at glo på deres rygge, dernede bagfra, så jeg lagde den røddækkede op på 36 km i timen, gik i front og satte fra land – ind mod Middelfart gik det!

Først blev der helt stille bag mig. Så kunne jeg høre, hvordan gr. D begyndte at hoste bag mig. ”Én ned …”, stønnede nogen …

Ok, så pyt! Ned på 35. Jeg så mig ikke tilbage! Jeg var Petacchi – sprinteren – der tog hævn for alle ydmygelserne ude på bakkerne, hvor ingen havde ventet på mig!

Opsamling!”, lød det bag mig … Nå?! Nye toner … Nu skulle der pludselig samles op 😉

Ved Købmandsgården stoppede jeg og så mig tilbage, for at se, hvem jeg havde fået med ind. Et par af mændene, Nikoline, den anden unge piger …. Nogen var sure.

Jeg var glad igen – Nu havde JEG nemlig fået rast ud 🙂

You Might Also Like

9 Comments

  • Reply
    Per
    29. juni 2011 at

    Så ka’ de sgu lære det 😉

  • Reply
    Benjamin Nybo
    29. juni 2011 at

    Er helt enig med at vi skal blive bedre til at køre for hinanden.
    Men opad tror jeg sku man bliver nød til at køre i sit eget tempo, ellers risikere man jo at gå ned på at køre i andres tempo 😉

    Jeg var en af dem som øgede farten opad igår på nogle stigninger men det var simpelthen for min egen overlevelse, jeg kører altid op i mit tempo og så smider jeg cyklen ned på en meget langsom fart sådan folk kan komme op igen. At nogen så øger farten bagefter det er jo lidt svært at hamle op med. Men jeg er ked af hvis jeg har været med til at gøre Gruppe D´s tur igår mindre god. Skal nok prøve at tænke på det næste gang. Men jeg hang sku også på en del bakker igår så da jeg endelig havde lidt energi på bakkerne ville jeg bare op over toppen 🙂


    Baghjulet er for fedt.

    Med Venlig Hilsen

    Benjamin Nybo Jørgensen

  • Reply
    Kirsten
    29. juni 2011 at

    Kender absolut intet til cykelsport i grupper, men kan godt forstå dine frustrationer når nu der er nogen bestemte regler for gruppekørsel.
    Må lige spørge dig om noget. Her hvor jeg bor ude på det Finske land uden for Helsinki, kører der tit cykelryttere på vores landevej – som er meget smal og snoet. Der er en cykelsti (også til fodgængere, men der er masser af plads til alle og ikke ret mange gående) og alligevel ligger cykelrytterne ude på landevejen. Det er virkelig skræmmende, jeg er altid bange for at de skal vælte ud foran mig eller at klemme dem, hvis man møder en modkørende bil er der slet ikke plads osv. osv. Er der nogen bestemt grund til at de vælger at køre på landevejen og ikke på cykelstien – kan man ikke få fart nok på?

  • Reply
    Helle
    29. juni 2011 at

    Benjamin – en gruppe kan godt glide samlet op over bakkerne i et jævnt flow, hvor farten kun falder lidt, fordi vi suger hinanden med og de svage trækkes med op af gruppen. Det slider mindre på kræfterne end, end når man “angriber” og går i stå bagefter, fordi gruppen er sprængt.

  • Reply
    Helle
    29. juni 2011 at

    Kirsten – tjae, her hvor vi bor er der nogle steder, hvor cykelstierne er smalle og kan være direkte farlige at manøvrere ind på, når man kommer i et større felt, selv når man tager farten af. Sikkerhedsmæssigt er det simpelthen bedre, at glide forbi cykelstien, og fortsætte langs vejen . Måske er det forklaringen.

  • Reply
    Benjamin Nybo
    29. juni 2011 at

    Jeg er frisk på at køre på den måde fremover har bare kun haft erfaringen at jeg får ondt i benene kortvarigt og at det så bliver et helvede at køre opad 🙂

    Men vil da helt sikkert gerne være med til at køre samlet opad i flok hvis man kan gøre det i et flow som du beskriver det 🙂


    Baghjulet er for fedt.

    Med Venlig Hilsen

    Benjamin Nybo Jørgensen

  • Reply
    Anders Peter
    30. juni 2011 at

    Hej
    Altid træls med en dårlig tur…
    Når jeg giver den gas på bakkerne, venter jeg enten på toppen, ellers kører jeg ned igen, og kører op sammen med den bagerste. Så kan man prøve formen af og samtidig kører i en gruppe.

  • Reply
    Helle
    1. juli 2011 at

    DET er nemlig god stil, AP. At første mand M/K på bakken, kører ned og henter de sidste. I får mere træning – og vi andre får MEGA moralsk opbakning, når vi ikke skal køre alene op, mens I står der oppe på toppen og fryser 🙂

  • Reply
    skoge
    1. juli 2011 at

    Uanset hvem der kommer først op af en bakke er det ualmindelig dårlig stil, at køre igen inden dem – eller lige når dem der kommer sidst op har haft mulighed for at puste ud – Den har jeg personlig set og prøvet masser af gange – intet er mere demoraliserende end at komme op med 170-180 i puls og så ikke få lov til at puste ud, fordi dem der er kommet først op længe er færdig med at hvile ! og fortsætter turen inden sidste mand m/k har haft mulighed for at få pulsen lidt ned. Så enig med Helle, det er god stil hvis man virkelig har så mange kræfter i overskud, at køre ned igen og hjælpe med opsamling istedet for at “fise” videre.

  • Skriv et svar

    Read more:
    Hjerterdame fortræning

    I aftes var første gang med fortræning til Hjerterdametouren. Skønt vejr. Skønt tur i Jylland. 5 fremmødte piger. 50 km med 24 i snit. Åhhhhh - hvor VIDUNDERLIGT for en gangs...

    Close