19. tur på Coronaruten, her til morgen. Næste gang har jeg jubilæum og nu snakker de endelig om delvis og kontrolleret genåbning af vores nedlukkede land.
Jeg skrev den anden dag, at der er mange barndomsminder der popper op i mit hoved, når jeg løber ned af byens hovedgade (ned til færgelejet og tilbaws igen). I min barndom i 70’erne var Vestergade en sprudlende handelsgade, med mange butikker. Et af de steder jeg løber forbi, møder jeg den her stenhund:

De første gange gjorde den mig faktisk lidt forstrækket, fordi den i forbifarten (med høj puls) ligner en rigtig hund.
I det hus boede Jette.
Hendes forældre drev forretningen “Bladcentralen”, hvor man kunne købe blade, aviser, tobaksvarer og tipskuponer.
Hun var ældre end mig – en af de store. Hun havde en sej rød Puch Maxi og jeg drømte om, at få en rød Puch Maxi når jeg blev 15 år.
Jette blev kun 15 år og hun døde tragisk.
Hun havde været til ridning på sin rideskole i Fredericia og hun var kørende derover på sin røde Puch Maxi. Men da hun skulle hjem efter ridetimen, kunne hendes knallert ikke starte. Så hun ringede til sin far og spurgte om han ville komme og hente hende. Det ville han selvfølgelig gerne. Hun begyndte at gå ham i møde ad den vintermørke landevej, trækkende med knallerten.
Det var her hendes far fandt hende. Hun lå i grøften – kørt ned, dræbt, ramt af en flugtbilist.
Hele skolen sørgede og flagede på hal.
Den sidste gang jeg nogen sinde så hende i live, var faktisk lige der, hvor stenhunden står i dag. Hun vinkede til mig da jeg cyklede forbi, smilede, trådte kick-starteren ned på den røde Puch Maxi og kørte ud af Vestergade.
PS. Forresten FIK jeg en Puch Maxi. Godt nok var aldersgrænsen for at køre på knallert steget til 16 år, netop som jeg fyldte 15 og min Puch Maxi var ikke rød, men grøn. Og forresten blev det netop samtidigt moderne at få en sej sportscykel frem for en knallert. Men jeg havde den da i en del år og Kaj ‘arvede’ den, da vi flyttede sammen og han kørte på arbejde på den grønne Puch Maxi i den første tid jeg kendte ham, indtil vi scrottede den og købte hver en ny cykel.
Ingen har sagt noget