2 Udgivet i Arbejdslivet

Stress …

Lørdag morgen. Jeg har så meget at være glad for. Helbredet er godt – både mit og mine kæres. Jeg er (nogetlunde) ajour med juleforberedelser og -gaver. Jeg har fri. Jeg har løst mine opgaver.

I weekenden skal jeg se mennesker, jeg elsker.

Alligevel har jeg lyst til at græde og græde og græde.

For jeg har haft stress!

De arbejdsuger jeg har bag mig, har kostet mig helt urimeligt meget at komme igennem. Jeg har brugt oceaner af ressourcer på, at holde sammen på mig selv i en helt urimelig arbejdssituation, hvor jeg har været under beskydning.

Men det er overstået!

Og det er sidste gang, jeg står i den her situation, for jeg har fået nyt job (i samme organisation) og jeg løses af de gamle opgaver og det er jeg mere lettet over, end jeg anede jeg ville blive.

I formiddags gik jeg en lang tur i Staurby Skov. En gåtur heler og opbygger. Den kølige decemberluft lægger sig om en mors kølige hånd, på febervarme tindinger.

Kaj krammer mig og styger mig over ryggen, indtil jeg kan mærke afspændigen komme. Han støtter mig.

Jeg laver yoga og åndedrætsøvelser.

Jeg spiser god og nærende mad

Jeg drikker sgu også en øl til frokosten. Og tager et glas rødvin til aftensmaden.

Det skal nok gå …. Jeg har bare et stort restorativt arbejde foran mig. Men jeg skal nok få repareret Helle.

AT jeg skulle komme der ud …

AT noget, skulle bringe mig der ud!

AT nogen skulle kunne det …. Det ville jeg have forsvoret …

Men det er overstået. Slut, forbi. Herfra tager andre over. Jeg har min chefs rygdækning. Han tager stødene fra nu af. Det er hans opgave.

Min opgave er, at samle skårene af Helle og det er jeg i fuld gang med.

Andre blogindlæg

2 Kommentarer

  • Svar
    Lene
    18. december 2021 at

    Kære Helle. Efter mange år som læser af din blog er jeg slet ikke i tvivl om, at du nok skal klare det her med hjælp fra din familie og din leder. Godt at du selv ved hvordan du skal takle det. God bedring.

  • Svar
    Helle
    1. januar 2022 at

    Tak skal du have, Lene.

  • Leave a Reply to Lene Cancel reply