Fredag formiddag tilbragte jeg et sted, hvor jeg ville ønske jeg aldrig nogensinde havde behøvet at sætte mine fødder – på Odense Sygehus’ kræftafdeling, hvor Kaj og jeg var med som pårørende ved samtalen om svigermors videre behandlingsforløb. Jeg følte mig simpelthen fysisk utilpas … Men hvor var det godt, vi var flere til stede, for hvor er det dog svært at samle tankerne og lytte ordenlig efter, hvad der bliver sagt i sådan en situation.
Bagefter fik vi et samtalerum, hvor vi kunne sidde og snakke lidt for os selv. Det var godt.
Nu er vi hjemme igen og jeg laver jeg mad. Jeg har trukket en flaske hvidvin op. Det minder mig om, at jeg skal sørge for, at nogen tager en flaske hvidvin med ud til svigermor i morgen – hun har lyst til et glas vin, og det skal hun have!
Kaj har trukket i arbejdstøjet. Hans forældres hjem skal gøres handicapvenligt og det haster, så de begynder allerede i dag. De frisker væggene i soveværelset op med lidt maling, nu hvor der alligevel skal møbleres om.
I aften skal vi ud og høre lidt musik – det skal gøre godt at få tankerne vendt mod noget andet.
3 Comments
Pollyanna
19. juni 2009 atCancer er noget fanden har skabt – sådan er det! Det er hårdt pludselig at skulle rumme svær sygdom hos dem man holder af. Håber I har et godt netværk.
Lene
19. juni 2009 atPollyanna siger lige det det er. Og det er nemlig rigtig godt at være flere til at lytte. Selvom jeg er professionel i sygehussprog, så har jeg også oplevet, at når jeg har siddet med som pårørende, så har jeg ganske enkelt ikke fået alt med.
Nanna
20. juni 2009 atJeg sender bare et stort kram, med mange tanker. det er hårdt hårdt. Jeg har både været “patineten” og pårørende. HUAH