Hvis jeg havde et akavet forhold til det med urnenedsættelsen, så må jeg sige, at den ene af de to søde piger, som er gravere ved Kauslunde kirke tog det helt afslappet, som hun kom spadserende der, med svigermor trygt i favnen.
Det var den rigtige urne, konstaterede Emilie, som genkendte den med marguriterne, de havde valgt i bedemandens katalog den lørdag aften.
Graveren undskyldte først larmen fra gravemaskinen ved siden af, som var ved at gøre plads til en ny “kunde i butikken”. Helt OK – der er ikke noget man ikke kan undskylde, overfor sådan en venlig og smilende pige.
Så spurgte hun os, om der var nogle af os, der havde lyst til at sænke urnen ned. Det ville vi gerne have, hun gjorde for os.
Så kom blomsterne på plads. Og de levende lys.
Sådan. Så er farmor stedt til hvile, side om side med sine forældre og sin lillebror (som kun var 18 år da han døde, dengang kun 8 uger før Kaj blev født).
En mærkelig tom fornemmelse.
Men vi hverken “tabte hende” eller “rystede med krukken”. Det var såmænd slet ikke så slemt.
4 Comments
Ib
20. oktober 2009 atUanset – så er nogle af livets stærkeste kræfter forbundet med de følelser som berører tilværelsens store spørgsmål om livet og døden og om evigheden. Bedst af alt – Ellen vil altid være der.
Helle
20. oktober 2009 atVi snakkede om på vej hjem, at man lever på en måde videre, så længe der er nogen der kan huske én …
Asger
21. oktober 2009 atSå længe man huskes, lever man; det lyder rigtigt, ja.
FivetoSix
23. oktober 2009 atDet er dejligt så naturligt et forhold graverne har til døden. Og den empati de udstråler får det hele til at glide lettere.
Husker for mange år siden da svigermor døde.
Det var meget højtideligt at afhente urnen i kapellet. Helt naturligt tog graveren urnen og rakte den til svigerfar med ordene; “Du vil vel bære din kone til graven” … “selvfølgelig” sagde svigerfar, og så var stemningen ikke mere så tryggende, men ganske naturlig og mere fri da vi gik af de perlestens belagte stier 😉